Skuespiller Bjarne Henriksen reagerer bestemt på, når han oplever uretfærdighed i branchen, og han kan sagtens ty til ultimatummer for at sikre det bedste miljø for alle.

Det fortæller han i det seneste afsnit af 'Drømmesengen' på Radio4.

»Jeg tror, jeg altid har haft en stor retfærdighedssans. Enten når jeg selv eller andre bliver uretfærdigt behandlet,« fortæller han og uddyber:

»Jeg kan ikke klare, at nogen bliver uretfærdigt behandlet. Hvis det er lige i nærheden af mig, det kan jeg slet ikke klare.«

Ikke mindst har Bjarne Henriksen svært ved at affinde sig med, at lønnen, når man er skuespiller, ifølge ham varierer på et uretfærdigt niveau.

»Jeg synes jo for eksempel nogle gange, det er forfærdeligt, at den branche, jeg er i, ikke giver samme løn til alle,« lyder det fra skuespilleren.

»Der har jeg nogen gange gået ind og sagt, fordi jeg var en af dem, der fik mest, at hvis vi ikke alle sammen får lige meget, så er jeg ude af denne her.«

Som et konkret eksempel nævner han sin medvirken i 'Badehotellet', hvor skuespillerne fandt ud af, at mændene tjente mere end kvinderne for samme dagsarbejde.

»Jeg hørte fra 'Badehotellet', at der var stor ståhej over, at kvinderne fik 4000 mindre om dagen end mændene. Jeg fik 10.000 og kvinderne fik 6000. Og derfor var de sure. Det kan jeg godt forstå. Sådan nogle ting synes jeg er frygtelige,« fortæller han.

Det er nemlig noget mærkeligt noget, når der skal gøres forskel på kønnene i lønnen, mener han.

»Det at blande nærighed og smålighed sammen med kunsten, det kan jeg ikke klare.«

Bjarne Henriksen har medvirket i nogle af de største danske film og serier som 'Ulven kommer', 'Forbrydelsen' og 'Jagten'.

‘Drømmesengen’ sendes lørdage 16.05 på Radio4.