Skuespilleren Birgitte Hjort Sørensen har oplevet en altopslugende kærlighed, efter at hun i august blev mor til lille Karoline.

Men selv om hun har nydt at holde barsel med sin datter, så er hun nu klar til at trække i arbejdstøjet igen:

»Det har intet at gøre med det at have en familie, eller hvor meget jeg elsker hende, men jeg har også brug for andet i mit liv. Og til sidst i ens barsel kan man også godt blive en smule bims af, at verden er blevet så lille,« fortæller hun til B.T., da vi møder hende i Glassalen i Tivoli i anledning af den nært forestående premiere på forestillingen 'Divaer i Glas'.

»Og jeg tror også på, at jeg har noget mere overskud og en anden glæde, når jeg kommer hjem herfra og har fået noget input på en anden måde,« fortæller Birgitte Hjort Sørensen, der blev mor til sit første barn i en alder af 36 år.

I 'Divaer i glas' spiller Kaya Brüel sammen med Caroline Henderson, Birgitte Hjort Sørensen og Carsten Svendsen.
I 'Divaer i glas' spiller Kaya Brüel sammen med Caroline Henderson, Birgitte Hjort Sørensen og Carsten Svendsen. Foto: Birger Storm/ Tivoli
Vis mere

Venner havde forberedt hende på, hvor stor en oplevelse det ville blive at få et barn. Men alligevel er hun blevet overrasket:

»Jeg har godt kunnet sætte mig ind i, at man har et barn, man elsker, men hvor altopslugende det er, det tror jeg ikke, man kan forstå, før man har det. Det har i hvert fald været meget vildere, end jeg troede,« siger skuespillerinden, der danner par med DR-redaktionslederen Kristian Ladegaard Pedersen.

Og står det til den populære 'Borgen'- og 'Game of Thrones'-skuespiller, skal Karoline ikke være enebarn.

Kunne du tænke dig at få flere børn?

»Ja, det kunne jeg godt,« lyder det fra Birgitte Hjort Sørensen, der også mener, at Karolines fødsel har ændret hende som skuespiller.

»Jeg tror, man bliver en bedre skuespiller, sanger og kunster i det hele taget for hver dag, der går, fordi man oplever mere i livet. Men det er en skelsættende livserfaring at få – at blive mor. Der er selvfølgelig nogle nuancer i livet, som jeg ikke kunne forstå før,« siger hun og forklarer, at hun for eksempel ikke har lige så intense nerver på under skuespillet længere.

»Jeg kan stadig blive lige så nervøs, og jeg vil stadig gerne gøre det godt, men det er jo ikke liv og død længere for mig. Jeg er blevet bedre til at tænke: Det går nok, hvis man synger forkert eller falder.«

Selv om Birgitte Hjort Sørensen er glad for at være vendt tilbage til arbejdet, så har det dog ikke været helt uden vemod, at hun skulle efterlade datteren derhjemme.

Birgitte Hjort Sørensen, som mange kan huske hende fra DR-serien 'Borgen', der blev hendes store gennembrud.
Birgitte Hjort Sørensen, som mange kan huske hende fra DR-serien 'Borgen', der blev hendes store gennembrud. Foto: Thomas Freitag
Vis mere

»Det er vidunderligt og hæsligt på samme tid. Jeg har pludselig fået den der splittelse imellem, at jeg vil egentlig helst være sammen med mit barn, men jeg har også en eller anden del i mig, der lever og har brug for det her,« siger hun om sit arbejde.

I 'Divaer i Glas' optræder hun sammen med sangerinderne Kaya Brüel og Caroline Henderson og Carsten Svendsen.

Den musikalske forestilling tager afsæt i de legendariske divaer Josephine Baker, Ella Fitzgerald og Marlene Dietrich, der især var store sangerinder og skuespillerinder i 1920'erne, '30'erne og '40'erne.

Birgitte Hjort Sørensen kendte ikke så meget til de legendariske damer – ud over deres navne. Men det at skulle spille dem på scenen har virkelig udvidet hendes horisont.

»Det har været en stor oplevelse for mig at komme bag de der ikoner og så opdage, hvor hårdtarbejdende de var. Og hvordan de knoklede. Man får sådan en ydmyghed over for historien,« siger hun og fortæller, at hun nok også har fået en anden forståelse af dem nu, hvor hun selv er blevet mor.

»Det sjove er, at nu er noget af det første, jeg gør – når jeg skal undersøge en karakter – det er at finde ud af, om vedkommende har fået børn eller ej. Og pludselig har jeg en anden forståelse for, at Rosemary Clooney (en amerikansk sangerinde og skuspillerinde, der fik sit gennembrud i 1950'erne, red.) fik fem børn, mens hun lavede tv og alt muligt,« lyder det fra Birgitte Hjort Sørensen.

Om hun vil kalde sig selv for en diva, skal hun lige bruge nogle sekunder på at tænke over:

»Nej, det vil jeg ikke. Det er meget forskelligt, hvad man lægger i ordet. I dag har det tit en negativ klang. Men i min bevidsthed har divaer noget med sangerinder at gøre og det at have sit eget show – og ikke en skuespiller ligesom mig, der laver mange forskellige ting.«