Superstjernen Billie Eilish har slået Instagram-rekord. Det eneste, hun har gjort, er at skifte hårfarve.
Fans havde længe spekuleret i, om det måske bare var en paryk på de seneste billeder, de havde set af den 19-årige sanger på sociale medier.
Og flere fortæller på det sociale medie TikTok rygtet om, at hun ville farve sit hår, så snart dokumentaren 'Billie Eilish: The World’s a Little Blurry' landede på AppleTV+ 26. februar. Men det skete ikke. Samtidig begyndte Billie Eilish at gå med forskellige huer og bandaner for at skjule sin hårlinje.
Onsdag fik vi så svaret, da hun delte et selfie på sin Instagram-profil med teksten 'pinch me' – 'niv mig'. Hendes hår er blevet farvet blond.
På bare seks minutter fik billedet en million likes. Det er aldrig sket før.
Før havde sanger Selena Gomez rekorden for den hurtigste vej til en million likes, da hun delte et billede af sig selv på sin 26-års fødselsdag i 2018. Gomez fik på 13 minutter en million likes, så Billie Eilish har altså slået hende med længder.
Om Billie Eilish har skjult sit hår med en paryk indtil onsdag, har vi endnu ikke fået svar på.
Den unge sanger kom på alles læber, da hun i 2015 lagde sangen 'Ocean Eyes' ud på SoundCloud. Senere er hun blevet en af verdens største popstjerner.


