Den 18-årige amerikanske sangerinde Billie Eilish er en af tidens mest succesfulde sangerinder i disse dage.

Hun er den yngste kunstner nogensinde til at indspille titelmelodien til en James Bond-film, og tirsdag bliver hun den yngste kunstner til at optræde ved den britiske prisuddeling BRIT Awards - hvor hun i øvrigt skal synge netop Bond-sangen 'No Time To Die'.

I den forbindelse har teenageren deltaget i et længere interview med BBC Breakfast.

Og her fortæller hun, at der trods hendes store succes har været flere bump på vejen. Et af bumpene handler om, at hun har følt sig mobbet på internettet.

Billie Eilish med sin bror, Finneas O'Connell.
Billie Eilish med sin bror, Finneas O'Connell. Foto: DANNY MOLOSHOK
Vis mere

»Jeg blev nødt til at stoppe med at læse kommentarerne, fordi de ødelagde mit liv,« siger sangerinden i interviewet, hvor hun sidder med sin bror, Finneas O'Conell, ved sin side.

»Det er underligt, at jo sejere ting, du får lov til at lave, des mere hader folk dig,« fortsætter hun.

Hun fortæller endvidere, at det blot er to dage siden, at hun stoppede med at læse kommentarer om hende på internettet.

»Det er værre, end det nogensinde har været. Det er sindssygt, at jeg har læst dem indtil nu. Jeg burde være stoppet for lang tid siden. Problemet er bare, at jeg gerne ville kunne være i kontakt med mine fans, men det har den slags folk ødelagt for mig.«

Den kommende James Bond-film, der har samme navn som Billie Eilishs titelsang, er den 25. i rækken om agent 007.

Den får premiere til april.

James Bond spilles endnu engang af Daniel Craig, som dog har meddelt, at det bliver hans sidste film i rækken.

Foruden Craig spiller Lashana Lynch, Ana de Armas og Oscar-vindende Rami Malek med i filmen.