Lyt til artiklen

Popikonet Harry Styles vil ikke bare være at finde i Casa Arena i Horsens 13. maj – han kommer nemlig tilbage igen dagen efter.

Det afslører koncertarrangøren Live Nation i et opslag på Facebook.

'På grund af den overvældelse interesse for billetter til Harry Styles 'Love On Tour' koncert i Horsens, tilføjes nu en ekstra koncert, ligeledes på CASA Arena i Horsens, den 14. maj 2023,' lyder det i opslaget.

I opslaget fremgår det desuden, at billetterne sættes til salg 2. september.

Det samme gør billetterne til 13. maj, men de er tilsyneladende allerede mere eller mindre revet væk.

Det skyldes, at dem, som havde biletter til koncerten, der skulle have været afholdt i Royal Arena 3. juli, fik en særlig fortrinsret og kunne få fingrene i billetterne allerede fra 31. august.

Royal Arena-koncerten blev aflyst som følge af skyderiet i det nærliggende storcenter Field's, hvor en 47-årig mand samt en pige og en dreng på begge 17 år mistede livet, mens flere blev såret.

'Jeg er knust og jeg føler for københavnerne. Jeg elsker denne by. Folk er så varme og fulde af kærlighed. Jeg er knust på vegne af ofrene, deres familier og alle, der er blevet såret. Jeg er ked af, at vi ikke kunne være sammen. Vær sød at passe på hinanden,' lød det dengang fra Harry Styles.