Jens Gaardbo får ikke mulighed for at få den anerkendte TV-Guld-pris med på falderebet, efter han fredag fratrådte sin stilling som nyhedsvært på TV 2 efter en 20 år gammel personalesag.

Billed-Bladet har nemlig besluttet at fjerne den nu tidligere tv-vært fra sin liste over nominerede til den årlige prisuddeling 'Billed-Bladets TV-Guld'.

Det oplyser bladets chefredaktør, Annemette Krakau, i en mail til B.T.

»Vi offentliggjorde afstemningslisten (med samtlige TV 2 News-værter, red.) i Billed-Bladet, der blev trykt 8. december og udkom torsdag 10. december og samtidig digitalt,« lyder det.

»TV 2 sendte først deres pressemeddelelse ud om deres kulturundersøgelse vedrørende Jens Gaardbo 11. december. Derfor var vi ikke bekendte med denne på tidspunktet for vores offentliggørelse.«

Fredag kom det frem, at den mangeårige TV 2 News-vært Jens Gaardbo stopper på kanalen som følge af 20 år gamle omstændigheder.

En kulturundersøgelse blandt TV 2s ansatte har nemlig påvist, at han i sin tid som nyhedschef i årene 1997 til 2003 udviste dårlig dømmekraft, lød det i en pressemeddelelse udsendt af TV 2 til B.T.

»Som følge af TV 2s kulturundersøgelse er jeg blevet forelagt, at jeg for år tilbage som nyhedschef overtrådte TV 2s personalepolitik,« udtalte Jens Gaardbo.

»Det er ganske vist længe siden, og tiden var en anden. Men jeg er enig i, at der var eksempler på dårlig dømmekraft, og at jeg i visse tilfælde opførte mig forkert. Det var ikke i overensstemmelse med den værdighed, der bør være i jobbet som leder – eller i jobbet som et af stationens ansigter udadtil.«

Og det er blandt andet på baggrund af disse udtalelser, samt TV 2s beslutning om at pille ham af skærmen efter den 20 år gamle hændelse, at Billed-Bladet nu har besluttet, at Jens Gaardbo ikke længere skal have mulighed for at vinde en pris som 'Årets mandlige nyhedsvært'.

Det fremgår af en faktaboks, som tirsdag eftermiddag er blevet lagt på afstemningen.

'Afledt af Jens Gaardbos og TV 2s beslutning og udmelding, er det derfor ikke længere muligt at stemme på Jens Gaardbo til Billed-Bladets TV-Guld. Vi er selvfølgelig kede af denne svære situation,' lyder det.

Det er fortsat muligt at stemme på de 17 resterende mandlige nyhedsværter, som blandt andre tæller Kåre Quist, Allan Silberbrandt og Johannes Langkilde.

Herudover vil der blive uddelt priser i en lang række af andre kategorier.