»Han kunne smide min halvsøster nøgen ud i sneen om vinteren. Og han havde et skab med mønter, der hang ned fra loftet, hvor hun blev låst inde,« siger Bille August om sin brutale far.
Barndommen banede vejen for hans karriere, fortæller han et stykke tid efter, vi er kommet.
Ankomsten sker om formiddagen, da vi banker på i Hellerup-villaen med åben hoveddør i sommervarmen.
Der er ikke en plet på den kridhvide skjorte, da han træder frem, høfligt rækker labben mod B.T.'s udsendte og spørger:
»Vil I have en kop sort te?«
Indenfor i en af stuerne er der dækket op med musselmalet testel. Her er bemærkelsesværdigt ordentligt.
Her er højt til loftet, malerier og skulpturer. Væggene, vindeltrappe og skabe, møbler og køkkenets fladskærm er hvidt.
Kun en vindueskarm i køkkenet roder en smule med papirer og penne.
Vi har et par timer med te, honning og frøsnappere. Anledningen til besøget er, at Bille August onsdag aften modtager Årets Hæderspris ved Svendprisen, der bliver uddelt i Svendborg.
Svendprisen er en publikumspris, der går til de mest populære film, og særprisen går i år til 70-årige Bille August, der står bag kæmpe succeser som 'Pelle Erobreren', 'Den gode vilje' og 'Lykke-Per'.
I løbet af interviewet runder vi derfor Bille Augusts karriere med op- og nedture, hans barndom med en voldelig far, hans skilsmisser og forhold til døden, og så bliver vi en smule klogere på hans ordenssans.
For ikke bare giver hjemmets hvide indretning orden. Syv af otte børn har A til både fornavn og efternavn. Anders, Adam, Asta, Alba og så Amaryllis, Albert og Aya August, der stadig bor hjemme.
»Jeg kan godt lide, at folk har samme forbogstav i for- og efternavn. Det er musik. Jeg ved ikke hvorfor.«
»Jeg er æstetiker. Jeg går meget op i æstetik,« siger filminstruktøren.
Men hvorfor dog al den ordentlighed, Bille?
Bille August sidder helt roligt med sin te. Rører ikke sin frøsnapper. Hans lille, skæve smil afslører underspillet selvironi.
»Det kan godt være kontrol. Jeg er virkelig et kontrolmenneske. Jeg tror, det er, fordi hele mit liv har været kaos. Jeg er gået fra det ene til det andet, og det er en måde at få styr på livet.«
»Jeg er virkelig et ordensmenneske og meget disciplineret. Inden for de rammer kan man skabe film. Man skal have et udgangspunkt,« siger han.
En flue summer ind fra haven og sætter sig på hans skjorte. Symboliserer de pletter, der var udgangspunktet for hans liv, og som senere formede ham.
En barndom, der begyndte i Brede i Nordsjælland, og fortsatte i Lyngby, efter blot ni-årige Bille August oplevede sin mor dø af kræft.
»Da min mor døde, sagde min far, at vi aldrig måtte nævne vores mors navn mere. Alle fotografier blev taget ud af fotoalbummet.«
Og ikke nok med det. Faren udøvede fysisk vold mod Bille Augusts ni år ældre halvsøster Lotte.
»Det var fysisk vold. Det var brutalt. Hun led forfærdeligt meget.«
Når han smed hende nøgen ud i sneen eller låste hende inde i et skab med hængende mønter.
»Hun troede, at det var spøgelser. Det værste, jeg oplevede, var psykisk. Selvfølgelig slog han os nogle gange, men straffene var de værste.«
Præcis hvorfor faren var så brutal, har han stadig ikke svar på. Faren var barn af den sorte skole og voksede op i hårde vilkår.
Bille August tilgav aldrig faren, og det blev en lettelse, da han døde. Paradoksalt nok blev barndommen også en katalysator for Bille Augusts karriere.
Han flygtede ind i sin egen billedrige fantasiverden. Og da han begyndte på fotoskole i Stockholm, sagde faren, der var kommunist og ønskede, Bille skulle blive håndværker:
»Jeg har sparet penge sammen til dig, som du skulle have, da du flyttede hjemmefra, men nu har du valgt et andet arbejde, end jeg ønskede, så du får ingen penge.«
Den replik er skrevet ind i 'Lykke-Per', som han fik stor succes med sidste år. En af mange succeser.
Pelle Erobreren vandt en Oscar i 1989 for 'Bedste udenlandske film' og også Den Gyldne Palme, to af verdens største filmpriser. Få år efter modtog han igen Den Gyldne Palme for 'Den gode vilje'.
»Gennem min barndom, selvom jeg ikke ønsker den for nogen, har jeg fået stor solidaritet med udsatte mennesker, og føler også, jeg har en indsigt og forståelse,« siger han om sine film-karakterer, folk elskede.
»Priser er et stort professionelt skulderklap og betyder, at det er lettere at få finansieret sine projekter, men når mine film rammer publikums hjerte, er det den største belønning.«
Publikum strømmede i biffen. Han kom fortsatte med internationale film som 'Åndernes hus'. 'Les Misérables' og 'Frøken Smillas fornemmelse for sne'.
Arbejdede sammen med skuespillere som Liam Neeson, Uma Thurman, Meryl Streep og Antonio Banderas, men Bille August var ikke altid lige tilfreds.
»Vi brugte millioner af dollar på 'Frøken Smillas fornemmelse for sne'.«
»Vi kunne ikke få manuskriptet til at fungere. Så tænkte jeg, at skuespillerne fungerede, men nej. Så klipningen, heller ikke. 'Bare vent, til musikken kommer på,' sagde jeg til mig selv. Men nej. Det viser bare, at man skal have styr på sine ting.«
35 millioner dollar kostede filmen at lave i 1997. Den tjente ikke sig selv ind.
»Den modtagelse, filmen fik, blev jeg utrolig ked af, men den var velfortjent. Det er ærgerligt, når man har brugt så meget tid og så mange penge. Men det sker.«
Det ringer på døren. En politimand, der vogter en ambassade i nærheden, skal lige kontrollere, om der er noget galt. Døren står jo åben.
Materielt går det godt her i villaen, så det er godt med et sikkerhedstjek. Og som med alt andet har Bille August også styr på økonomien.
Men han vil ikke tjene penge for enhver pris. I Hollywood mister man kontrollen over sit arbejde og dermed sin integritet, fortæller han.
»Jeg får masser af tilbud fra Hollywood, men jeg er ikke den rigtige instruktør. Jeg siger pænt nej tak.«
»Man mister kontrollen, og det har jeg oplevet nogle gange. Producerne bestemmer,« siger han.
»Jeg kan ikke gå i deltajer om hvilken film, men jeg oplevede det. Det er som at lave reklamefilm. Hvis kunden er tilfreds, er du tilfreds,« siger han om produktionen i Hollywood, hvor store følelser og action ofte vægtes højere end instruktørens visioner.
Han har aldrig lagt skjul på, at hans karriere har kostet ham koner. Den berømte skuespiller Pernille August var en af dem. I dag lever han med sin fjerde kone og deres tre hjemmeboende børn.
Og det går bedre.
»Jeg har helt sikkert svigtet de børn, der er voksne i dag, ved mit fravær. Der er jeg blevet bedre,« siger han om sine tre hjemmeboende børn, der nu kommer med til Kina og Sydafrika for at indspille film.
Han er ved at lave endnu en dansk spillefilm. Hvilken kan han ikke afsløre på grund af finansieringen.
»Jeg har ikke tid til at være gammel. Jeg har så mange projekter,« siger Bille August.
Han henviser til alle de filminstruktører, fra Woody Allen til Ken Loach, der stadig laver film i en høj alder.
»Hvis jeg en dag mister min dømmekraft, håber jeg, at en god ven siger, at nu skal du holde op,« siger han og kommer ind på livets afslutning.
»Jeg har altid haft en romantisk drøm om, at jeg kunne dø mæt af dage, men jo mere jeg tænker på døden, synes jeg, det er ganske forfærdeligt.«
Hans stemme dirrer i øjeblikket. Man aner en tåre.
»Men altså. Jeg kan slet ikke forlige mig med døden. Jeg skubber den fra mig. Bare tanken.«
»Det er ufatteligt. Men det nærmer sig på et tidspunkt.«
Han tænker. Synes, vi skal dele de sidste frøsnappere på det runde bord.
»Jeg er så forbandet glad for livet, jeg synes, det er inspirerende og givende. Bare det at sidde her og snakke. Det giver noget. Det betyder noget.«
»Så jeg tænker stort set aldrig på døden. Jeg har børn i huset, der er liv, og de bekræfter, hvor fantastisk livet er.«
»Jeg har ikke tid til at dø.«
