Jens Romundstad stopper som HR-direktør i Coop. Det melder koncernen ud i en pressemeddelelse.

Den store virksomhed har lavet en stor omrokering grundet konkurrencepres. Det har betydet, at de skal have en ny HR-direktør.

»Vi står i den måske hårdeste konkurrencesituation nogensinde. Vores svar skal være, at vi vil være den virksomhed, hvor kunderne oplever, at de får mest for deres penge. Som kundeejet virksomhed skal vi være de bedste til at lytte til kunderne og bedst til at leve op til deres ønsker,« siger direktør Kræn Østergård Nielsen.

I den store omrokering er Jens Romundstad fratrådt sin stilling, og det oplyses i pressemeddelelsen, at arbejdet for at finde hans afløser er sat i gang.

Posten fik Jens Romundstad ellers tildelt tilbage i 2019, og sidenhen har han høstet hæder i den stilling.

Eksempelvis var socialminister Astrid Krag (s) meget imponeret over et projekt, som den tidligere HR-direktør fik startet i sin tid i Coop.

Her lavede han nemlig et tiltag, som på en gnidningsfri måde skulle få folk med autisme ind i virksomheden. Projektet fik navnet 'Klar til start', og Krag var begejstret.

»Det handler om at møde mennesker, hvor de er. På den måde kan autisme vendes fra et handicap til en ekspertise,« lød det fra ministeren på hendes Facebook-profil.

B.T. arbejder på at få en kommentar fra Jens Romundstad.