Dronning Margrethe er vært for en koncert i Fredensborg Slotskirke tirsdag 24. oktober, der markerer miljø- og fødevaresektorens betydning for det danske samfund.

Og en af de optrædende artister er ingen ringere end 00'er hitmageren Christian Brøns, der blev kendt, efter han medvirkede i første sæson af realityprogrammet 'Big Brother' i 2001. Det oplyser Kongehuset i en pressemeddelelse.

Det var efter sin deltagelse i programmet, at han fik sin første pladekontrakt.

Den i dag 40-årige Brøns, der står bag hits som 'Du kan gøre, hvad du vil' og 'Kom og mød dig selv', fortæller til Ekstra Bladet, hvordan aftalen kom i hus.

»Det er sgu et meget godt spørgsmål. Nogen har nævnt mit navn et eller andet sted – hvor er lidt uklart. Jeg fik en opringning fra min booker, der blev kontaktet af hoffet for en måneds tid siden, og han var også en lille smule forbløffet over det,« siger en stolt Christian Brøns til Ekstra Bladet.

For den danske kongefamilie og deres gæster skal han spille to numre. Han fortæller til avisen, at det kommer til at blive en akustisk version af 'Du kan gøre, hvad du vil' samt 'Tilbage hvor vi var.'

Han har dog holdt sig aktiv på trods af, at storhedstiden ligger år tilbage og sidste nye album var i 2012. Han har nemlig optrådt på en række danske festivaler i løbet af sommeren.

Christian Brøns medvirkede også i dansk Melodi Grand Prix i 2012 med sangen 'Venter', som han udførte med den svenske sanger Patrik Isaksson.

Christian Brøns og Patrik Isaksson, Dansk Melodi Grand Prix 2012 i Gigantium Aalborg.
Christian Brøns og Patrik Isaksson, Dansk Melodi Grand Prix 2012 i Gigantium Aalborg. Foto: Camilla Rønde
Vis mere