Efter en voldsom kometkarriere med skandaler i hobetal og promiskuøs adfærd har popstjernen Justin Bieber endelig slået sig ned og er blevet gift med sin barndomsven Hailey Baldwin.

Og det var, delvist fordi han ønskede at have sex med den 22-årige model, fortæller popstjernen i et stort interview med Vogue, hvor han samtidig afslører, at han har haft 'et seriøst problem med sex'.

Justin Bieber og Hailey Baldwin mødte hinanden for 10 år siden, da deres mødre kendte hinanden fra den lokale kirke. Hailey Baldwin betragtede i årevis popprinsen som sin nærmeste drengeven. Indtil de en dag besluttede sig for at tage på date.

Mere blev det dog ikke til, og der skulle gå yderligere tre år og flere romantiske forhold i deres respektive ungdomsliv, før de i juni sidste år mødtes igen og blev stormende forelskede.

Inden der var gået en måned, havde Justin Bieber været på knæ, og i september blev 'Baldwin' til 'Bieber' med en hurtig underskrift på vielsesattesten.

Det var den pludselige forelskelse, der gjorde, at parret blev gift med lynets hast, fortæller Justin Bieber til Vogue. Men det var også, fordi sangeren gerne ville have sex med den unge model, erkender han.

Et år forinden havde han nemlig taget en beslutning om at gå i cølibat og vente på den eneste ene efter en længere periode med 'et seriøst problem med sex', som han udtrykker det.

Justin Bieber fortæller bl.a., at han blev nødt til at tage angstdæmpende medicin for at have et velfungerende sexliv i en promiskuøs periode.

Hans mor havde altid sagt, at han skulle behandle kvinder med respekt, og hendes ord gav genlyd i hans hoved, når han var sammen med de mange kvinder, så han ikke kunne nyde det. Det satte Xanax en stopper for.

»Stoffet satte et filter mellem mig og det, jeg gjorde. Det blev rimelig alvorligt. Der var tidspunkter, hvor mine sikkerhedsvagter kom ind sent om aftenen for at tjekke min puls og se, om jeg stadig trak vejret,« siger han.

Da han droppede den promiskuøse adfærd, blev hans liv bedre, og han blev belønnet med sin Hailey, fortæller han.

»Jeg ønskede at dedikere mig til Gud på ny, fordi jeg følte, det ville være bedre for min sjæl. Og jeg tror på, at Gud velsignede mig med Hailey. Der er goder. Du bliver belønnet for god opførsel.«