Mathew Knowles, far til sangerinderne Beyoncé og Solange, overvejer at få fjernet sit andet bryst, efter han for nylig fik konstateret brystkræft.
Det var en blodplet på skjorten, som blev ved med at dukke op, der gjorde ham opmærksom på, at noget var galt.
Og da hans hustru også bemærkede blodpletter på lagenet, gik 67-årige Mathew Knowles til lægen, hvor et mammografi afslørede cancer.
»Jeg blev bevidst om, at tallet for, hvor mange mænd der får brystkræft, ikke er dækkende, fordi der ikke er nok mænd, der bliver testet,« siger han om årsagen til at stå frem i 'Good Morning America' med sin diagnose.

I juli blev Mathew Knowles opereret, skriver CNN, og han planlægger nu også at få sit andet bryst fjernet, siger han til TMZ.
Han bærer genet BRCA2, som giver ham en øget risiko for at udvikle kræft, og er derfor glad for, han reagerede tidligt, inden det havde spredt sig.
»Det her er genetisk. Det betyder, at mine børn har forhøjet risiko – selv mine børnebørn har forhøjet risiko. Og de håndterede det, som de skulle. De tog ind og blev testet,« siger Mathew Knowles, der foruden de voksne døtre Beyoncé og Solange har to små børn.
Han er nu holdt op med at drikke og er desuden begyndt at træne og meditere.
»Ting, der plejede at være vigtige, er ikke længere vigtige for mig,« siger han i tv-programmet og opfordrer andre mænd til at være opmærksomme på, at også mænd kan rammes af den frygtelige sygdom.
Mathew Knowles var manager for datteren Beyoncé, fra hun begyndte sin sangkarriere i pige-trioen Destinys Child, og da hun gik solo i 2006.
I 2011 gik de fra hinanden rent professionelt, men er stadig tætte som familie.
I Danmark får mellem 15 og 35 mænd om året brystkræft. Syv mænd dør årligt af sygdommen.