Den amerikanske sangerinde frembruser som en markant fortaler for Girl Power

Beyoncé har slået et slag for ligestillingsdebatten i USA i et nyskrevet essay, hvori hun siger: "Kønsligestilling er ikke virkelighed endnu." Essayet er at finde i publikationen "Shriver Report: A Woman's Nation Pushes Back from the Brink", som er udgivet af den amerikanske journalist (og Arnold Schwarzeneggers ekskone) Maria Shriver, og omdrejningspunktet er en undersøgelse af den økonomiske usikkerhed, mange amerikanske kvinder møder, og hvordan deres situation kan styrkes.

"Både mænd og kvinder er nødvendige for menneskeheden, og vi er lige vigtige og har brug for hinanden. Så hvorfor bliver vi ikke set som ligeværdige?", spørger Beyoncé. Hun går videre til at argumentere for, at et generelt skifte i opfattelse er nødvendigt i USA, hvis man skal kunne tale om en reel ligestilling kønnene imellem. "Vi er nødt til at lære vores drenge reglerne for ligeværd og respekt, således at kønsligestilling bliver en naturlig del af deres verden, som de vokser op. Og vi er nødt til at lære vores piger, at de kan udrette alt inden for de menneskelige grænser."

Den feministiske tone, Beyoncé anslår i essayet har også fundet lyd på hendes seneste album "Beyoncé", hvor hun i sangen "Flawless" citerer den nigerianske forfatter Chimamanda Ngozi Adichie, der i Afrika anses som en af den yngre generations mest markante stemmer. Det er måske også dette engagement, der var med til at sikre, atdet seneste udspil blev til en dybere affære end blot dansegulvets diskobaskere. GAFFAs anmelder Michael José Gonzalez skrev: "Beyoncé synger stadig med stor styrke og autoritet, så det driver ned ad væggene, og viser, hvor skabet skal stå med en sangskrivning, der er både forrygende og flabet."