Bent Fabricius-Bjerre valgte ikke selv, at hans melodier skulle være enkle, det gjorde størrelsen på hans hænder.

»Den er for lille til at spille klassikere,« siger den nu afdøde komponist og kigger på sin egen hånd.

Han sidder sammen med Mikael Bertelsen, der i forbindelse med TV 2 programmet 'Det sidste ord' laver et interview med ham. Et program, der først er blevet sendt, efter Bent Fabricius-Bjerre er død.

»Jeg blev aldrig en stor pianist, for jeg kan ikke nå derud,« fortsætter han og viser, hvordan hans fingre ikke kan nå langt ud på et klaver.

Komponist og pianist Bent Fabricius-Bjerre fotograferet i 1970.
Komponist og pianist Bent Fabricius-Bjerre fotograferet i 1970. Foto: Ulla Aue
Vis mere

Han forklarer, at mange af de pianister, der har spillet storslåede sange, har haft store hænder. Hans er simpelthen for små til at spille den slags.

Det er også derfor, han - i sin egen optik - ikke blev en stor pianist.

Han fortæller også under interviewet, at han har fået gigt i fingrene, og det betyder, at han havde svært ved at spille klaver i den sidste tid af sit liv.

Bent Fabricius-Bjerre blev 95 år, og døde efter kort tids sygdom den 28. juli. Han er særligt kendt for det musik, han har skrevet til både serien Matador og Olsen Banden-filmene.