Hver dag under valget tager B.T. dig med bag kulissen og møder en kendt politiker midt i hans eller hendes frokost – for det skal jo også passes.

I dag skal vi møde Benny Engelbrecht fra Socialdemokratiet (S), der i går nød sin madpakke i solen.

Du møder ham en dag forsinket, men det gør slet ikke noget, for læser du videre, så vil du få svaret på, hvor mange tomatplanter han har stående derhjemme - og det er en del.

Men lad os komme tilbage til Benny Engelbrecht og gårsdagens frokost.

Hvad spiser du i dag?

»En madpakke, som min hustru havde pakket til mig. Det gør hun hver dag under valgkampen. I dag stod den på proteinsalat og små hapsere til resten af dagen.«

Hvorfor valgte du at spise det?

»Det er vigtigt for mig at have noget, der ligger godt i maven. Som mine kone siger: 'Det nytter jo ikke noget, at du spiser chokolade og hapsdogs.'«

Hvad har du lavet i løbet af dagen?

»Dagen begynder altid med morgengymnastik klokken fem.«

»Men efter det har jeg lavet interviews, forberedt mig til Socialdemokratiets pressemøde, været i radioen og lavet noget koordinerende arbejde, og nu er jeg på vej til Nørre Snede, hvor jeg skal debattere med Kristian Jensen.«

Hvad er din livret?

»Det er så svært, for jeg elsker mad. Men jeg er utrolig glad for det italienske køkken.«

»Jeg har et helt særligt forhold til tomater. Min kones hobby er nemlig at samle på tomatplanter - vi har lidt over 200 planter.«

»Derfor elsker jeg at lave en god tomatsalat, når det er sæson for tomater. Den består af tomater, daggammelt brød, basilikum og løg.«

Hvad er din score-ret?

»Hvis jeg skal imponere, så kan jeg godt lide at fyre op i min pizzaovn, som jeg har stående i haven. Jeg elsker at bage, så jeg laver det hele fra bundet.«

»Jeg plejer at lave en helt simpel pizza med fire ingredienser, der passer til sæsonen. Jeg kan godt lide en pizza med min hjemmelavede tomatsovs, god salami, trøffelolie og en god mozzarella.«