2018 var et begivenhedsrigt år for skuespiller og instruktør Ben Affleck.

Han blev skilt fra Jennifer Garner, som han havde været gift med siden 2005, og så gik han i afvænning for et alkoholproblem.

Men det kunne være gået ganske anderledes, hvis de to var forblevet gift.

Det fortæller han selv i radioprogrammet 'The Howard Stern Show'.

»Vi ville være endt i struben på hinanden. Jeg ville nok stadig have drukket,« siger han som svar til, hvad der var sket, hvis skilsmissen ikke blev en realitet.

»Jeg følte mig fanget, og det var en af årsagerne til, at jeg begyndte at drikke. Jeg tænkte, at jeg ikke kunne smutte på grund af børnene, men jeg var ikke glad, så hvad kunne jeg gøre?«

Det, han gjorde, var at drikke en flaske whisky og falde i søvn på sofaen, hvilket, som han selv siger, ikke var løsningen.

Ben Affleck og Jennifer Garner har de tre børn Violet, Seraphina og Samuel sammen.

Det var for børnenes skyld, at de igen og igen forsøgte at fikse deres ægteskab, men i sidste ende forgæves.

Skilsmissen fyldte meget i pressen, men der var ikke meget af det, der stod her, som passede, ifølge Affleck.

»Alt du læste var lort. Sandheden var, at vi tog vores tid, vi traf en beslutning … vi voksede fra hinanden. Vi havde et ægteskab, der ikke fungerede. Den slags sker.«

»Hun er en person, jeg elsker og respekterer, men som jeg ikke skulle være gift med længere.«

Det tog halvandet år for skuespilleren at blive fri for sin alkoholafhængighed.

Han fortæller, at kuren er lidelse, og først når man har lidt nok, bliver man klar over, at man ikke orker det mere.

»Jeg er heldig, fordi jeg ramte det punkt, før jeg mistede det, der betyder mest. Ikke min karriere eller penge, men forholdet til mine børn. Da jeg følte, at det blev påvirket, indså jeg det.«

Han fortæller, at det var den værste dag i hans liv, men at han siden den indsigt aldrig har haft lyst til at drikke igen.

Både Ben Affleck og Jennifer Garner har siden fundet kærligheden igen. Sidstnævnte med den amerikanske forretningsmand John C. Miller, mens Ben Affleck og Jennifer Lopez igen danner par, som de også gjorde det i starten af 00erne.