I morgen tager 'Go’ aften'-værten Michelle Bellaiche afsted på farlig mission til Haiti.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Hun skal ud med en tv-fotograf for at se, hvad de fire mio. kr., som 'Go’ morgen'- og 'Go’ aften'-programmerne samlede ind til de jordskælvsramte børn på Haiti, er gået til.

Stiletterne og den sølvfarvede designkjole fra den danske Oscar-fest, hvor hun blev kåret som årets kvindelige vært, er skiftet ud med junglestøvler og iglesikrede strømper.

Med sig i kufferten har hun også frysetørret peberbøf med ris og kartofler for at være parat til en uge på feltfod.

- Jeg håber, vi kan nå lidt rundt på øen. Men jeg har lige fået at vide, at UNICEF har skærpet sikkerheden, så vi ikke må gå ud efter 17.30, fordi der netop er blevet bortført to læger. Jeg ved ikke rigtig, hvor glad jeg skal være for den oplysning, siger Michelle Bellaiche, der taler flydende fransk og derfor kan kommunikere direkte med de jordskælvsramte indbyggere.

Det er første gang, hun prøver at blive sendt ud i et katastrofeområde.

- Jeg ved ikke, hvad jeg kommer over til, men jeg prøver at ruste mig til at møde meget barske skæbner. Men det er vigtigt at vise, hvordan de indsamlede penge bliver brugt. Folk er ved at være trætte af, at nødhjælp ser ud til at forsvinde i et bundløst mudderhul, siger Michelle Bellaiche, der tager en privat hilsen med fra sine egne børn.

- Mine børn har samlet legetøj ind, som de gerne vil have, at jeg giver børnene derude, men vi har måttet sortere de største ting fra og tager det med, der kan være i kufferten.