Selv om det er 20 år siden, kan journalist og blogger Line Baun Danielsen stadig få ondt i maven over sin opførsel. Over, hvordan hun dén gang jagtede en af tidens hotteste og mest shamede personer. Monica Lewinsky.

'Jeg har tit haft dårlig samvittighed overfor hende. Dels fordi jeg selv hørte til dem, der ’shamede’ hende. Hun kunne jo bare lade være med at kaste sig ud i en tåbelig affære med præsidenten,' skriver Line Baun Danielsen og fortsætter:

'Men i dag tænker jeg alligevel: Kunne hun det? Ikke at han ville slå hende eller forulempe hende? Men var en 22-årig kvinde i stand til at gennemskue konsekvenserne af en affære med USA’s mægtigste mand? Det tror jeg sgu ikke, hvis jeg skal være ærlig.'

Bekendelsen er at finde på hendes blog, hvor hun under overskriften 'Jeg vil gerne sige: Undskyld Monica' fortæller, hvordan en klumme i Politiken om 'Monicagate' - som den blev kaldt - sendte hende tilbage til den gang, hvor Lewinsky var på alles læber.

Monica Lewinsky fotograferet ved Oscaruddelingen sidste år.
Monica Lewinsky fotograferet ved Oscaruddelingen sidste år. Foto: DANNY MOLOSHOK/Reuters
Vis mere

»Jeg må indrømme, at jeg blev lidt flov, da jeg læste klummen,« siger Line Baun Danielsen til B.T.

Selv var hun på det tidspunkt ansat som journalist på TV 2, hvor hun både havde eget talkshow 'Mors hammer' og leverede indslag til programmet 'Dags Dato'. Til begge dele ville et interview med Monica Lewinsky være et scoop.

Historien om, hvordan daværende præsident Bill Clinton i årene 1995-96 havde haft et seksuelt forhold til sin unge praktikant i Det Hvide Hus, som var blevet forført af hans charme, var bestemt ikke omkostningsfri for den dengang 22-årige Monica Lewinsky.

Efter at affæren blev kendt i 1998, og Bill Clinton sagde de berømte ord 'I did not have sexual relations with that woman', blev 'that woman' kværnet i såvel mediernes som advokaternes maskineri, ligesom hun, hendes familie og omgangskreds måtte leve med trusler.


Og i mange år efter var det stort set umuligt for hende at få et job og leve en normal tilværelse.

I 1999 udgav hun sammen med forfatter Andrew Morton bogen 'Monica's Story'.

Det var i forbindelse med udgivelsen af bogen i Norge, at Line Baun Danielsen sammen med sit tv-hold drog afsted til Oslo for at få sit scoop. Og få bekræftet sin forudfattedhed.

Og selv om hun ikke hjemmefra havde en aftale om interview, lykkedes det Line Baun Danielsen efter en ihærdig indsats at få presset et interview med Monica Lewinsky igennem.

»Hvorfor havde jeg dårlig samvittighed? Jo, fordi præmissen for vores interview var, at hun selv var ude om det og burde have været klogere! At hun jagtede penge og berømmelse,« skriver Line Baun Danielsen i sin blog og fortsætter:

»Der var især et spørgsmål, som gjorde hende vred. Det var, da jeg spurgte: 'Hvordan opfattede du selv den situation, at her sad verdens mægtigste mand og traf store politiske beslutninger, med dig siddende under skrivebordet?'

Hun svarede: 'Det var ikke sådan det foregik, og jeg bryder mig ikke om den udlægning.'

Det var dér, at interviewet med Monica Lewinsky sluttede. Og Line Baun Danielsen blev bedt om at klippe spørgsmålet ud. Men hun havde fået, hvad hun kom efter.

Billedet her af Bill og Hilary Clinton fra 1999 taler vist for sig selv.
Billedet her af Bill og Hilary Clinton fra 1999 taler vist for sig selv. Foto: WIN MCNAMEE/Reuters
Vis mere

»Vi var alle forudindtagede. Og det siger desværre også noget om tiden,« indrømmer Line Baun Danielsen overfor B.T. og fortsætter: »Man tænkte jo, hun er lidt selv ude om det. Men ved nærmere eftertanke sidder jeg her og tænker mange år efter, vidste hun, hvad der var på spil?

»Hun var forfulgt, hun blev gjort til grin, hun blev udskammet og skældt ud. Og vi taler altså om en ung pige på et par og tyve. Tænk, hvis man havde haft en datter i den alder, som havnede i sådan en sag? Hvad ville man så gøre?« siger hun.

Der er sket meget på de 20 år, der er gået, siden også Line Baun Danielsen var en af dem, der udskammede den unge Monica Lewinsky. Ikke mindst hele #metoo bølgen har sat tankerne igang.

»#metoo har skubbet til den offentlige bevidsthed. Og set med de øjne, kan man nu godt tænke, hvorfor søren skulle hun stå til regnskab?

Selv om Clinton var gennem en rigsretssag, slap han nok ret let og man glemte lidt, at der i den anden ende var et menneske, som endte med at betale en meget meget høj pris,« siger Line Baun Danielsen.

Og det er altså for sin egen rolle i udskamningen af Monica Lewinsky at hun nu siger 'undskyld'.