Man skal træde varsomt under corona-krisen. Det har blandt andre den danske milliardær Anders Holch Povlsen måttet sande, da han blev voldsomt upopulær efter en massefyring af medarbejdere og derefter for at udsætte huslejebetalinger.

Og nu har en lignende shitstorm ramt det ellers så populære britiske kendispar David og Victoria Beckham. Victoria Beckham er nemlig blevet voldsomt kritiseret i England for at udnytte statshjælpen under coronakrisen på trods af parrets gigantiske formue.

Det skriver flere britiske medier.

Blandt andre har den britiske journalist, tv-personlighed og kendisdebattør Piers Morgan, der især er kendt om sine skarpe kritik af Meghan Markle, været ude med riven efter Victoria Beckham.

David Beckham med tre af parrets fire børn ved en af Victoria Beckhams modeopvisninger.
David Beckham med tre af parrets fire børn ved en af Victoria Beckhams modeopvisninger. Foto: DANIEL LEAL-OLIVAS
Vis mere

»Undskyld, men denne orlov (hjælp til at sende ansatte på statsbetalt orlov grundet krisen, red.) er ikke for primadonna-millionærer som dig. Der driver et forfængelighedsprojekt som hendes modevirksomhed, der ikke tjener nogen penge,« smældede Morgans skarpe tunge i tv-programmet 'Good Morning Britain' for nogle dage siden, skriver Evening Standard.

Historien begyndte i sidste uge, da det britiske medie Mail On Sunday afslørede, at Victoria Beckham havde sendt 30 af sine ansatte fra sin modevirksomhed på den statsbetalte orlov. Det betyder, at 80 procent af deres løn bliver dækket af den statslige ordning.

Det vakte stor furore på de sociale medier, da Beckham-parret – ifølge Daily Mail – anslås at have en formue på 2,8 milliarder kroner.

Den voldsomme kritik ramte ifølge Daily Mail Victoria Beckham ekstra hårdt, da hun ikke tidligere har prøvet en lignende kritik. Desuden brød shitstormen ud ved fejringen af hendes 46-års fødselsdag.

Især raser flere kritikere over, at hun har brugt de statslige penge på ansatte i sin modevirksomhed, som flere mener er en 'hobby'-virksomhed uden et reelt overskud.

Det skyldes, at Victoria Beckham har haft underskud efter underskud de seneste år.

At Victoria Beckham har valgt ikke at aflønne sig selv fra virksomheden for tiden, har ikke mildnet kritikken.

Den tidligere 'Spice Girl' har indtil videre ikke reageret på kritikken. Ifølge britiske medier forsøger hun tilsyneladende at tie den ihjel, hvilket er en kendt kommunikationsstrategi i shitstorm-sager.

Til gengæld har sagen haft betydning for Victoria Beckhams adfærd på de sociale medier. Den seneste uge har hun ikke lavet så mange opslag, der viser familiens luksuriøse livsstil.

Victoria Beckham er ikke den eneste virksomhedsejer, der har fået ørerne i maskinen under coronakrisen,

Ud over Anders Holch Povlsen har der været en større shitstorm mod det tyske sportsmærke Adidas, der var for hurtig til at melde ud, at firmaet var så hårdt ramt at krisen, at de ikke ville betale husleje for deres lejemål.

Stemningen blev hurtigt så hadsk mod Adidas, at virksomheden kort efter måtte trække i lang og give store undskyldninger offentligt.