De har været gift i 19 år og er et af verdens mest profilerede par.

Den tidligere fodboldspiller David Beckham og den tidligere Spice Girl Victoria Beckham har været sammen længe, men det er ikke altid let.

Det indrømmer 'Becks' i et radiointerview.

»Selvfølgelig begår man fejl gennem tiden.Vi ved alle, at det til tider kan være hårdt at være gift, men det handler om at kæmpe gennem det. Vi kender hinanden bedre end nogen andre, så når vi har haft svære perioder, så taler vi sammen om det,« siger David Beckham i interviewet ifølge britiske the Mirror.

I samme ombæring afviser han, at parret er sammen for pengenes skyld. Han fortæller, at han kun har kærlighed tilovers for 'Posh Spice' og parrets fire børn.

Kærlighed ved første blik

I 2016 afslørede Viktoria Beckham i magasinet Vogue, at hun faldt for sin ægtemand ved første blik. I magasinet havde hun skrevet et brev til sit 18-årige jeg.

»Kærlighed ved første blik eksisterer. Det vil ske for dig i Manchester Uniteds spillerlounge, selv om du vil blive en smule fuld, og de præcise detaljer vil være slørede,« skrev hun blandt andet.

I brevet forklarede tøjdesigneren, at de andre fodboldspillere straks gik i baren for at drikke med deres kammerater, mens David Beckham blev stående sammen med sin familie.

»Og han har sådan et sødt smil. Du er også tæt med din familie, og du tænker på, hvor ens I føler jer. Han vil spørge dig om dit nummer, fortsætter hun i Vogue og afslører, at gemalen har beholdt den flybillet,« som hun skrev det ned på dengang.