Radioværten David Whitely, bedre kendt som 'Sideman', har valgt at stoppe på BBC efter en udtalelse på live-tv.

Det oplyser han selv på sin Instagram-profil, der har mere end 285.000 følgere.

»Jeg kan ikke se den anden vej.«

»Jeg kan ikke smile og lade, som om alting er okay. Det føles som et slag i ansigtet,« siger Whitely i den knap halvandet minut lange video på Instagram.

Hændelsen, der har fået Whitely til at stoppe på den britiske radio- og tv-kanal, udspillede sig i juli.

Her var tv-værten Fiona Lamdin igennem på live-tv, hvor hun rapporterede om en læge med mørk hudfarve, der var blevet kørt ned af en bil.

I live-transmissionen ville Fiona Lamdin gengive, hvad lægen havde været udsat for, og forklarede derfor over for seerne, at de snart skulle høre et ubehageligt sprogbrug.

»Som manden kørte væk, råbte han racistiske udtryk og kaldte offeret en 'n**er' (n-ordet, red.),« sagde Fiona Lamdin i udsendelsen om, hvad lægen var blevet udsat for.

Det har fået flere til at kritisere live-transmissionen. Mange er således uforstående omkring, at hun benytter n-ordet, når det kan opfattes stødende. Heriblandt David Whitely.

»Vi lever i en verden, der har brug for forandring. Jeg tror på disse forandringer og ønsker dem ligeså. Jeg er godt klar over, at det ikke sker hen over natten. Det kræver meget læring i vores samfund, så jeg har det fint med at vente af en grund,« siger han i sit opslag og fortsætter:

»Men at BBC bruger n-ordet på national tv, sagt af hvid person, er noget, jeg ikke kan stå inde for.«

Ifølge nyhedsbureauet AP har BBC hidtil forsvaret udsendelsen med, at man ønskede at give et sandfærdigt billede af hændelsen.

Derudover advarede reporteren mod foruroligende billeder og sprog, inden hun sagde dem højt, siger BBC i sit modsvar til kritikken.

Én af årsagerne til, at David Whitely meldte sin afsked, var også, at BBC ikke kom med en undskyldning efter udsendelsen, der har fået mere end 18.000 klager fra seere.

I dag, søndag, valgte BBC så at undskylde hændelsen og kaldte det en fejl.

»Jeg har indset, at vi endte med at skabe bekymring hos mange mennesker,« siger den administrerende direktør hos BBC, Tony Hall.

Om David Whitely trækker sin opsigelse tilbage efter undskyldningen, har han ikke meldt ud. Han understreger til gengæld, at han har været glad for sin tid hos BBC.