Kim Kardashian og manden Kanye West fik sig noget af en forskrækkelse kort før nytår.

For deres lille søn Saint West blev så dårlig, at han måtte hastes til hospitalet, skriver Metro. Og Kim Kardashian bekræfter nu selv på sin Instagram-profil, at år 2017 ikke sluttede helt som parret havde håbet på, da den lille dreng blev ramt af en voldsom lungebetændelse.

'Min skønne lille dreng er så stærk. Efter at have tilbragt tre nætter på hospitalet og set min skat få adskillige drop og være tilkoblet en iltmaske, var slutningen på vores år udfordrende. Lungebetændelse er så skræmmende,' skriver den 37-årige realitystjerne om sin to-årige søn.

Ifølge Metro sad Kim Kardashian og Kanye West på skift hos deres lille dreng på hospitalet. Saint West fik lov til at komme hjem lørdag, og de efterfølgende dage skulle han til tjek på hospitalet.

Og familien er blevet behandlet rigtig godt under indlæggelsen, fremgår det af Kim Kardashians opslag, ligesom hun afslører, at sønnen måtte hentes med ambulance.

'Jeg vil bare gerne sige tak til alle sygeplejersker og læger, der arbejder så hårdt døgnet rundt. Vi er så taknemmelige for jer allesammen. Han (Saint, red.) er hjemme igen og har det bedre. Han er så robust, at jeg er sikker på, han synes, at turen med ambulance var sej. Min stærke Saint,' slutter realitystjernen.

Kim Kardashian blev gift med den amerikanske rapper Kanye West i 2014.

Udover to-årige Saint er parret også forældre til datteren North West på fire år, og i år kan de byde endnu en datter velkommen i familien. Den lille ny kommer til verden ved hjælp af en rugemor.