I 2011 vakte det opsigt, at 'Den grønne mil'-skuespilleren Doug Huthinson giftede sig med den dengang kun 16-årige Courtney Stodden.
Og nu vækker deres skilsmisse mindst ligeså meget opsigt. Den i dag 25-årige kvinde retter nemlig kraftig kritik mod sin nu eksmand. Det sker på Instagram, hvor hun fortæller, at hun fortryder ægteskabet med den 35 ældre mand.
'Gud ved, hvad han føler, men jeg kan fortælle, at skilsmissen er for det bedste,' lyder det i teksten, hvortil der følger et billede af parret sammen.
'Jeg kigger på billedet og føler mig udnyttet på det groveste. Jeg har tidligere været bange for at italesætte, at jeg følte mig groomed og verbalt misbrugt igennem næsten ti års ægteskab, fordi jeg var et barn, og han var 50 år, da vi blev gift,' skriver hun.

Hun skriver endvidere, at hun i dag er en voksen kvinde, og det er derfor på tide, at hun tager bladet fra munden og fortæller, hvordan hun har haft det.
Hun har følt sig fanget, manipuleret og forladt af voksne, og det gjorde, at hun med tiden begyndte at føle sig ensom, skriver hun, før hun kommer med en opfordring til Doug Hutchinson:
'Jeg vil altid elske dig, men jeg vil også altid være vred. Du har forladt mig - en ung kvinde, der føler sig forklejnet og forvirret.'
'Jeg ønsker dig alt godt, men vær venlig aldrig at gøre dette mod en anden mindreårig. Det er ikke rigtigt - heller ikke selvom forældrene godkender det.'
I sit opslag gør den unge kvinde desuden opmærksom på, at offentligheden vil få indblik i mange flere detaljer fra hendes liv som barnebrud i den bog, hun planlægger at udgive.
Også på den anden banehalvdel er der en bog påvej: Doug Hutchinson har tidligere annonceret, at bogen 'Flushing Hollywood, fake news and fake boobs' er på vej fra hans hånd.
Om bogen - som også indeholder kapitler om hans ægteskab med Courtney Stodden - har han blandt andet udtalt, at han ikke frygter, at han med bogen vil brænde sine broer:
»Der er altid en risiko, når du fortæller sandheden. Og når det kommer til mit ægteskab med Courtney, tager jeg det fulde ansvar. (...) Jeg vidste, at vores forhold ville skabe virak, men jeg vidste ikke, hvor meget,« har han fortalt om ægteskabet, der på mange måder kostede ham hans karriere.