Barbra Streisand har fået en del kritik for at sige, at det jo ikke slog to drenge ihjel, at de angiveligt blev misbrugt seksuelt af Michael Jackson, og at 'de var vilde med at være der'.

Nu trækker hun i land. Det kom forkert ud, siger sangerinden.

'For at gøre det helt klart, så er der ingen situationer eller omstændigheder, hvor det er okay at udnytte børns uskyldighed. De to unge mænds historier var smertefulde at lytte til, og jeg føler intet andet end sympati for dem,' lyder det fra Barbra Streisand i en pressemeddelelse sendt til bl.a. Access Online.

Det er nye toner, siden den 76-årige sangerinde fredag gav et længere interview til The Times.

Barbra Streisand.
Barbra Streisand. Foto: Alberto E. Rodriguez
Vis mere

Her fortalte hun, at hun godt nok tror på de udsagn, Wade Robson og James Safechuck kommer med i den meget omdiskuterede dokumentar 'Leaving Neverland', hvor de i dag voksne mænd anklager Michael Jackson for at have misbrugt dem seksuelt i årevis.

Men - tilføjer hun - at drengene var 'vilde med at være der' (hos Michael Jackson på hans ranch, Neverland, red.), og at uanset, hvad de blev udsat for, så er de 'begge gift, og de har begge børn, så det var ikke noget, der slog dem ihjel'.

'Jeg er ked af den smerte og de misforståelser, jeg har skabt, ved ikke at vælge mine ord med større hensynsfuldhed,' udtaler hun nu i pressemeddelelsen og fortsætter:

'For de ord, der er blevet trykt, reflekterer ikke mine sande følelser. Jeg havde ikke til hensigt at afvise det traume, som drengene har oplevet. Ligesom alle andre ofre for seksuelle overgreb skal de bære på smerten resten af deres liv. Jeg angrer dybt og håber, at både James og Wade ved, at jeg virkelig respekterer og beundrer dem for at sige sandheden.'

I det kontroversielle interview i The Times fortalte hun, at hun bebrejdede drengenes forældre:

»Jeg har ondt af børnene. Jeg har ondt af ham. Jeg tror, jeg bebrejder deres forældre, som tillod, at deres børn sov med ham. Hvorfor havde Michael behov for, at disse små børn klædte sig ud som ham, for show, dansen og hattene?« spurgte hun.

Men også forældrene ønsker hun nu at undskylde over for.

'Den vigtigste rolle som forælder er at beskytte ens barn. Det er tydeligt, at forældrene til de to unge mænd også var ofre og blev forført af berømmelse og fantasi,' udtaler hun.