Medlemmerne af Bamses Venners adskillige Facebook-fanklubber udtrykker stor sorg over tabet af sangeren, som døde nytårsnat.

Det er triste og chokerede fans, der på årets første dag logger ind på Bamses Venners forskellige fanklubprofiler på Facebook.

Kun få sekunder efter, at nyheden om Flemming 'Bamse' Jørgensens død var ude, tikkede de første af mange kondolence-beskeder op på fansiderne fra folk, som elskede hans musik og væsen:

- Det er med sorg i sindet, at jeg læser, at en af vores allerdejligste sangere Flemming 'Bamse' Jørgensen er død nytårsnat. Mine tanker går til hele hans familie, skriver Ellen Irene Plintic Dreyer.

- R.I.P. Bamse. Det er så uvirkeligt. Jeg vil savne dine fantastiske koncerter, som jeg har set og oplevet mindst én gang om året gennem de sidste 20 år. Æret være dit minde, skriver Tina Stub Villumsen.

- Det er med stor sorg, at jeg ser nu, at Flemming Bamse Jørgensen er gået bort i nat. Han vil blive savnet, skriver Jan Mohnhaim.

Du kan finde fansiderne ved at søge på "Bamses Venner" på Facebook.

Også her på bt.dk står fans i kø for at udtrykke deres sorg. Mindeordene nærmest vælter ind. Du kan læse dem og selv skrive en hilsen HER.