Han fik lungebetændelse på grund af corona og døde næsten af det.

Således beskriver den tidligere 'Jackass'-vovehals Bam Magera nu sin indlæggelse i december på hospitalet i San Diego.

»Dybest set blev jeg erklæret død 8. december,« fortæller Bam Margera i podcasten 'Steve-O's Wild Ride!'.

Den 43-årige tv-personlighed siger nu, at hans »krop lukkede ned«, hvorefter han blev indlagt og fandt ud af, han havde covid-19.

»Jeg vidste ikke, jeg havde slem covid-19, og at min krop lukkede ned. Jeg fik fire anfald, hvert af dem varede 10 til 20 minutter,« fortæller Bam Margera.

Under det fjerde anfald skulle den tidligere skateboarder tilmed have fået bidt sig selv så hårdt i tungen, at han kom til at sluge sit eget inficerede blod, hvilket gav ham lungebetændelse.

Det skulle have resulteret i endnu et anfald, da han var ankommet på hospitalet – hjulpet dertil af den shaman, der overså hans igangværende misbrugsbehandling.

Brandon 'Bam' Margera og Steve 'Steve-O' Glover til lanceringen af 'Jackass 3' i marts 2011. Foto: Dan Steinberg/AP Images/Paramount Home Entertainment
Brandon 'Bam' Margera og Steve 'Steve-O' Glover til lanceringen af 'Jackass 3' i marts 2011. Foto: Dan Steinberg/AP Images/Paramount Home Entertainment Dan Steinberg

Under sin otte dage lange behandling i december husker Bam Margera også at være vågnet og ikke kunne trække vejret selv, fortæller han i sin tidligere kollegas podcast.

»Jeg kunne ikke trække vejret uden et rør nede i halsen. Så jeg vågnede fem dage senere og troede, jeg bare havde været der et par timer,« lyder det fra Bam Margera.

»Jeg brugte otte dage derinde. Dude, da de tog det rør ud, så føltes det, som om jeg havde suttet Darth Vaders pik!«

TMZ har også tidligere beskrevet, hvordan den 43-årige MTV-vovehals måtte have hjælp fra en respirator til at trække vejret på hospitalet i San Diegos intensivafdeling.

Siden er Bam Margera kommet sig helt oven på indlæggelsen.