Den tidligere 'Den store bagedyst'-finalist' Victoria Askjær kunne tirsdag offentliggøre en stor nyhed.

Victoria Askjær, der var med i det populære bageprogram i 2019, fortæller i et Instagramopslag, at hun skal giftes med sin nu forlovede Peter. De blev for fire uger siden blev forældre til Oda.

»Jeg sagde i øvrigt JA,« skriver Victoria Askjær i sit Instagramopslag.

Og hvis man forestiller sig, at frieriet kom i stand på en romantisk date, så tager man fejl. Og det gør ikke noget.

»Han friede midt i maden den dag jeg havde født Oda. Det var helt perfekt-uperfekt, præcis som jeg kan lide ting!,« skriver Victoria Askjær i en besked til B.T. og fortsætter.

»Jeg blev meget overrasket og meget glad. Peter er min soulmate, så det føles meget rigtigt«

Og Victoria Askjærs følgere er helt med på begejstringen, hvor opslaget i skrivende stund har fået knap 2.000 likes og massevis af lykønskninger.

Blandt andet skriver Micki Cheng, der var finalist i 'Den Store Bagedyst' tilbage i 2015 og deltager i 'Vild Med Dans'.

»Yaaaaaay!!! Endnu en gang kæmpe tillykke!!«

Parret forventer, at brylluppet bliver afholdt i sensommeren 2022.