Sukker og søde sager har længe gået hånd i hånd med 'Den Store Bagedyst'-vinderen Liv Martine Hansen. Men ikke længere.

På sin blog afslører vinderen af det populære bageprogram fra 2015, at hun den 22. december det år - blot to måneder efter sin sejr - blev indlagt akut på Hjørring Sygehus og fik sit liv ændret markant.

Hun blev diagnosticeret med en kronisk sygdom, som 'bestemt ikke rimer på sukker'.

Diabetes 1.

'Under min indlæggelse tog jeg en beslutning. Jeg ville vende den store usikkerhed, sårbarhed og frygt, jeg følte, til en styrke. Men det var også en beslutning om, at når jeg var klar, så ville jeg forsøge at være det bedste forbillede for andre i min eller en lignende situation', skriver hun på sin blog.

I dag, tre år senere, er hun stadig fast besluttet på, at hendes sygdom ikke må eller skal sætte en stopper for hendes lyst til at bage kager.

Derfor har hun skrevet bogen 'Skønne kager & Søde sager – med mindre sukker', som udkommer den 6. september og indeholder sukkerreducerede opskrifter.

På sin blog forklarer hun, at bogen betyder meget for hende, da den repræsenterer hele den rejse, hun har været igennem med en kronisk diagnose de seneste tre år, ligesom den viser, at 'man kan, hvad man vil' - også spise lækre kager, selvom man har type 1 eller 2 diabetes.

På Instagram har Liv Martine efterfølgende også delt et billede af sig selv, fra da hun blev udskrevet fra sygehuset for tre år siden.

Samtidig takker hun blandt andet sine følgere for den massive opbakning, hun har modtaget, efter hun skrev blogindlægget.

'Kære følgere, holy s...! I har overdynget mig med kærlighed og jeres egne historier og fortællinger. Jeg er dybt berørt over, hvad nogen af jer kæmper med, og jeg håber, at jeg i fremtiden vil kunne inspirere jer og give jer en masse positiv energi,' skriver hun og tilføjer:

'Der er kommet flere tusinde private beskeder, og jeg læser hver og en. Jeg er overvældet og dybt taknemmelig. Tak for jer.'