Normalt er han kendt for at bage kager. Nu har Tobias Hamann, der vandt 'Den store bagedyst' i 2014', kastet sig over en hel anden branche.

Den 29-årige bagemester, der til daglig bor i Aarhus, er nemlig for tiden i fuld gang med at lave et dokumentarprogram til DR om sin kontroversielle morfar, hypnotisøren Ali Hamann, der døde for tre år siden 80 år gammel.

Ali Hamann, der egentlig hed Svend Erik Hamann, var en af Danmarks første hypnotisører og var kendt for sit provokerende væsen og direkte facon. Tilbage i 1980'erne fik han desuden en fængselsdom for seksuelle overgreb på et par af sine klienter på sin hypnoseklinik.

Overgrebene skete før Tobias Hamann blev født, og han har derfor ikke oplevet sin morfar på den måde. Han fortæller til Midtjyllands Avis, at han altid har set op til sin morfar og set ham som en mystisk person, men understreger, at han ikke har tænkt sig at male et skønmaleri. Behovet for at lære sin morfar bedre at kende har bare presset sig mere og mere på gennem årene.

»Jeg har altid set op til ham og kan mærke, at jeg savner ham. Jeg gad godt, at jeg kunne køre ud og hente ham og tage ham med ud og spise på Svostrup Kro (nær Silkeborg, red.).«

Tobias Hamann har i forbindelse med dokumentarprogrammet talt med forfatteren Peter Øvig Knudsen og hypnotisøren Jan Hellesøe, der begge kendte Ali Hamann.

Derudover har han været en måned i USA, hvor han har taget samme hypnotisør-uddannelse, som den hans morfar gik på.

»Jeg bliver nødt til selv at påtage mig den rolle for at finde ud af det,« siger Tobias Hamann til Midtjyllands Avis og vil ikke afvise, at han en dag selv kommer til at praktisere som hypnotisør.

Der er ikke sat premieredato for Tobias Hamanns kommende udsendelse om morfaderen. Han tilføjer til Midtjyllands Avis, at han også har en rolle i den kommende sæson af 'Den store bagedyst' uden at afsløre hvilken.