»Hvor kommer du egentlig fra?«
I en søskendeflok som den eneste med sort hår og brune øjne, så har den tidligere bagedyst- og 'Vild med dans'-deltager altid fået netop dette spørgsmål et utal af gange.
Også Rosa Kildahl selv har undret sig over sine rødder, men forældrene har altid svaret Rosa Kildahl: »Du kommer jo fra Hirtshals.«
Men for to år siden spurgte Rosa Kildahl mere indgående ind. Her fandt hun ud af, at hendes far - Børge - ikke var hendes biologiske far.
Derimod var hun resultatet af morens affære med en grønlandsk mand.
Først nu er hun klar til at dykke dybere ned i, hvordan hendes stamtræ hænger sammen.
I det nye TV2-program 'Rosas grønlandske hemmelighed' tager Rosa Kildahl på opdagelse til Grønland for at finde grønlandske slægtninge.
Faren, Tittus J. A. Karlsen, er for længst gået bort, men den 61-årige tidligere bagedyst-deltager får kontakt til farens niece.
Det viser sig, at farens niece bor i dét hus, hvor faren selv har boet.
En information, der tydeligt berører Rosa.
»Jeg ville godt nok gerne have gjort noget noget før. Og gerne have vidst noget noget før. Så hvis jeg skal give noget videre til nogen, så vil jeg sige: Man må ikke holde sådan noget skjult, for man har jo følelser på spil,« siger Rosa Kildahl i programmet.
'Rosas grønlandske hemmelighed' bliver sendt den 25. december klokken 20 på TV2.