Jon Edlund er gået hele vejen til finalen i Den Store Bagedyst, og så har deltagelsen i det populære DR-program også kastet et helt nyt job af sig.

Det 25-årige bagetalent har nemlig indgået en aftale med programmets vært, Timm Vladimir.

»Man kan jo besøge Timm Vladimirs køkken i Aarhus, for der skal jeg nok undervise lidt. Jeg har snakket lidt med ham om det, og jeg skal ned og være underviser i hans køkken,« forklarede Jon Edlund mandag, da han besøgte B.T. for at deltage i en Facebook-live og svare på spørgsmål fra læserne.

Timm Vladimirs Køkken er en kursusvirksomhed, som tilbyder kursur i madlavning for folk på alle niveauer, med afdelinger i både Valby og Aarhus.

Konceptet er, at al forberedelsen er ordnet på forhånd, så du skal ikke skære løg og skrælle kartofler, men kun lave det sjove.

Jon Edlund bliver tilknyttet afdelingen i Aarhus, og han lægger ikke skjul på, at han selv foreslog ideen til Timm Vladimir.

»Jeg spurgte ham, hvad der skulle til for at arbejde der, for jeg synes, det virkede virkelig fedt,« forklarer Jon Edlund.

Han har også selv haft lejlighed til at prøve konceptet af.

Jon Edlund har imponeret både dommere og kvindelige seere med sin medvirken i dette års udgave af 'Den store bagedyst'.
Jon Edlund har imponeret både dommere og kvindelige seere med sin medvirken i dette års udgave af 'Den store bagedyst'.
Vis mere

»Jeg har testet det med min kæreste, og det er virkelig luksus,« siger Jon Edlund.

Udover jobbet i Timm Vladimirs køkken har den 25-årige Bagedyst-finalist også en del andre ting i støbeskeen.

Til sommer er han færdiguddannet lærer, og så har han netop oprettet sin egen virksomhed.

»Jeg har faktisk så sent som i forgårs lavet mit eget firma. Det er faktisk super nemt,« griner Jon Edlund.

Han håber, at virksomheden kan give ham forskellige oplevelser med mad og mennesker.

»Jeg vil gerne lave mad til og med mennesker. Om det så er at bestille kager hos mig eller lave mad til festivaler eller mad til arrangementer eller fester. Jeg vil også sindssygt gerne undervise og holde kurser inden for bagning og madlavning.«

Selvom det var nemt at oprette en virksomhed, så har han dog bøvlet lidt med én ting.

»Jeg har ventet med at lave firmaet, for jeg vidste ikke, hvad det skulle hedde. Jeg kan kun finde på kiksede navne. Jeg tror, jeg har kaldt det Jons Food Business. Det hedder det i hvert fald lige nu. Om det skal stå på visitkortet, finder jeg lige ud af,« griner Jon Edlund.

Jon Edlund er smigret over den opmærksomhed, der er fulgt med at være med i 'Den store bagedyst'.
Jon Edlund er smigret over den opmærksomhed, der er fulgt med at være med i 'Den store bagedyst'.
Vis mere