'Krigssvin.'

Sådan lød den klare besked, som med blodrød tekst var skrevet på tidligere 'Den store bagedyst'-deltager Jette Stubs café-vinduer.

Vandalerne havde skrevet et stort bogstav i hvert vindue af Café Kagefryd, og selvom budskabet var leveret på engelsk med ordet 'warpig', afkodede Jette Stub hurtig, hvad det handlede om.

Hun havde nemlig offentliggjort på sociale medier, at hun donerede overskuddet, som cafeen gav i december, til en organisation, der hjælper danske veteraner.

Billede af graffitien på Helsingørs havn, hvor Jette Stubs søn er nævnt.
Billede af graffitien på Helsingørs havn, hvor Jette Stubs søn er nævnt. Foto: Foto: Privat
Vis mere

Hendes søn, der i dag er 30 år, er nemlig selv soldat og har været udsendt flere gange. Og Jette Stub mener, det er godt, der er nogen, der tager sig af de mænd og kvinder, som vender hjem fra krigszoner.

Men så blev butikken udsat for hærværk. Første gang i december, og nu er det sket igen.

»Mit hjerte græder over, at sådan noget kan ske. Jeg støtter ikke noget ulovligt,« lyder det fra Jette Stub.

»Det her er politisk chikane, men jeg synes, de skal komme frem og gå i dialog i stedet. Og så burde det slet ikke gå ud over mig. Hvis de mener, at man sætter ind de forkerte steder, så må de tage den med dem, der sidder inde på højborgen.«

Den 56-årige caféejer, som var med i DRs bageprogram i 2015, siger, at selvom det er en ubehagelig situation, så bliver hun stædig.

»Jeg har ikke gjort noget galt, og derfor vil jeg heller ikke tie stille.«

Den 30-årige søn, som skal sendes ud igen i år, havde bedt sin mor om at være forsigtig. I første omgang havde hun også udskudt at tage den offentlige kamp.

For da Helsingør Dagblad første gang lavede en artikel om hærværket med warpig-budskabet, bad hun om, at man ventede med at udgive til slutningen af januar. Det var jul og nytår, og café-ejeren skulle lige sunde sig.

Facaden af Stubs café efter sidste omgang hærværk.
Facaden af Stubs café efter sidste omgang hærværk. Foto: Foto: Privat
Vis mere

Ud kom artiklen dog, og Jette Stub håbede, at problemerne var ovre. Det var de ikke.

Efter en masse positive reaktioner fik hun overbevist sig selv om, at kampen mod hærværksudøverne nok var ovre, og hun besluttede sig for at donere sit fastelavnsbolleoverskud til samme sag. Nemlig Dansk Veteransupport.

Men kampen var desværre ikke bag hende. For efter hun gav et – noget mindre – pip om sine donationsplaner, kom de ubudne kritikere tilbage.

Således var der igen lørdag skrevet med graffiti på facaden af cafeen. Denne gang et større område. Røde Kors, bagedyst-deltagerens navn og flere skældsord skreg efter opmærksomhed fra fronten af den lille bagebiks.

Jette Stub i sin café Kagefryd.
Jette Stub i sin café Kagefryd.
Vis mere

Bogstaver, der ikke kun efterlader mærker på Kagefryd, men også ejeren.

»Jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke er en smule bange. Jeg er ikke tryg, når jeg går i gaderne. Man tænker: Hvad er det her? Hvor langt vil de gå?« siger Jette Stub.

Det er en tydeligt mærket butiksejer, som skal fortælle om sine oplevelser.

'Warpig' var det første hadske budskab, som Jette Stub modtog, efter hun havde offentliggjort, at hun ville donere til veteran-organisationen.
'Warpig' var det første hadske budskab, som Jette Stub modtog, efter hun havde offentliggjort, at hun ville donere til veteran-organisationen. Foto: Foto: Privat
Vis mere

Stemmen knækker flere gange, og to særlige emner får bageren til at græde. Til dels når hun taler om sin dreng.

»Min søn siger: 'Mor, hvis jeg ikke overlever det her, så skal du vide, at jeg gjorde noget, jeg var stolt af. Jeg er stolt af at tjene mit land',« lyder det fra Jette Stub.

Som mor til en udsendt befinder hun sig i en konstant tilstand af angst, når han tjener som soldat et sted i verden.

Derfor rammer det også et helt sårbart sted, når formentlig de samme vandaler på havnen i Helsingør skriver, at 'Jette Kagefacists dreng myrder børn i Afghanistan'.

For angsten, hun normalt kender fra sin søns udsendelsesperioder, er noget, hun nu oplever efter hærværket. En angst, der dog deler plads med stor glæde.

Stemmen svigter igen, da caféejeren sætter ord på, hvordan borgmester, kunder og andre borgere i Helsingør alle slutter ring om hende.

»Jeg har fået hundredvis af beskeder med støtte, og der er dem, der skriver, at lige meget, hvor mange gange der skal til, så kommer de og maler mine vinduer gratis,« siger Jette Stub, inden hun må give plads til følelserne, græde og derefter bruge et øjeblik på at sunde sig.

Sagen om hærværket er nu meldt til Nordsjællands Politi. Noget, politiet bekræfter over for B.T.