Den tidligere 'Bagedyst'-deltager er netop blevet udskrevet efter en hård uge på hospitalet.

Da Micki Cheng deltog i 'Den store bagedyst' i 2015, blev han hurtigt kendt som den glade dreng, der altid havde et stort smil på og elskede kager. Den seneste uge har der dog ikke været meget at smile over hos den kageglade DR-fyr.

'I onsdags der blev jeg indlagt på sygehuset med mistanke om blindtarmsbetændelse, og jeg havde simpelthen så ondt i maven, som i virkelig virkelig ondt i maven, altså, så jeg kommer så til lægen og bliver sendt ind på sygehuset og bliver indlagt og får målt 39,6 i feber. Og det, der så sker, er, at jeg får at vide, at du skal bare under en operation og så have fjernet blindtarmen, og så skulle alting gerne være godt,' fortæller Micki på sin Instagram story og fortsætter:

 

'Og de åbner så op og finder så ud af, at det er faktisk slet ikke blindtarmen. Jeg vågner så op og tænker: 'Shit mand, jeg har stadig ondt, hvad fanden sker der'. Det viser sig så, at jeg har haft en udposning på min tyktarm, som der så er gået betændelse i. Så jeg har haft betændelse i hele bughulen, og det er åbenbart meget værre end bare lidt betændelse i blindtarmen.'

Derfor gik Micki på bare én dag fra et infektionstal på 1 til et på 320, og han har indtil i går været indlagt på Randers Sygehus, hvor han har været i behandling. I går blev han dog udskrevet, og han forsikrer sine bekymrede følgere om, at han er ved at komme langsomt til hægterne igen.

 

Artiklen blev bragt i samarbejde med Realityportalen.dk