For nogle har den første tid i det nye år ikke bestået af synderligt store begivenheder.

For andre er 2022 allerede blevet et skelsættende år i deres liv.

Det gør sig blandt andet gældende for Beate Sørensen.

Hun er nemlig blevet mor til en lille pige. Det afslører den tidligere 'Den Store Bagedyst'-deltager i et nyt Instagrambillede, hvor hun viser det lille nye familiemedlem frem.

Til billedet skriver hun »06.02.2022« – datoen for fødslen. Imidlertid bliver kommentarsporet fyldt op med lykønskninger.

Beate Sørensen afslørede sin graviditet i september 2021 på et Instagrambillede af hende, kæresten gennem nu syv år og et scanningsbillede af barnet.

»Jeg og min kæreste er meget, meget glade. Jeg vidste det allerede, inden jeg havde en positiv graviditetstest. Jeg kunne mærke, der var et eller andet, der var anderledes,« fortalte hun dengang til B.T.

Hun ville dog ikke fortælle kønnet gennem størstedelen af sin graviditet, og det var der en helt bestemt grund til.

»Jeg kender kønnet, men jeg holder det lige lidt for mig selv endnu. Min familie ved det godt, men jeg skal lige tackle omverdenen,« sagde hun tilbage i september.

Hvad mener du med det?

»Jeg synes hurtigt, det kan blive meget stereotypt, hvilket jeg bliver lidt ked af. Hvis man siger, man skal have en dreng, så siger folk: 'Jamen, så bliver det en rigtig supermand', og hvis man siger, det bliver en pige, så siger folk: 'Så bliver det en rigtig prinsesse',« svarede Beate og fortsatte:

»Men små piger kan også være supermænd og små drenge prinsesser. Jeg vil gerne gøre lidt op med, at det skal være enten eller: at piger er smukke, og drenge er seje.«

Nu er det dog imidlertid afsløret, at det er en lille pige, parret har fået.

Beate Sørensen blev kendt for sin deltagelse i DR-programmet 'Den Store Bagedyst' i 2019.

Siden har kærligheden til bagværket holdt ved. Hun slog blandt andet en verdensrekord ved at lave verdens længste træstamme til et arrangement for butikken Wefood i Aalborg.