Der er nu blevet sat navn på endnu en af de kendte danskere, der til efteråret skal stå på de bonede gulve i det populære tv-program 'Vild med dans'.

Der er tale om skuespilleren Simon Stenspil, der blandt andet har spillet med i tv-serien 'Badehotellet' og 'Dicte'. Det er skuespilleren selv, der afslører nyheden over for denne uges udgave af Billed-Bladet.

»Jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle sige ja, men nu glæder jeg mig helt vildt,« siger den 35-årige skuespiller, der er bror til skuespillerinden Cecilie Stenspil - som blandt andet også spiller med i 'Badehotellet'.

ARKIVFOTO af Simon Stenspil. Vis mere

Til Billed-Bladet fortæller han, at han spurgte storesøsteren om råd, før han gav sit svar til TV 2-programmet, og det var hende, der sagde, at han helt sikkert skulle sige ja.

Skuespilleren er den fjerde deltager, der er bekræftet til efterårets udgave af det populære danseprogram. Tidligere er det kommet frem, at sangerinden Emmelie de Forest, tv-personligheden Emil Thorup og skuespillerinden Molly Egelind skal være med.