Øverst kan du se et interview med Simi Jan, som er lavet, efter hun fødte sin søn i Israel to en halv måned for tidligt.
Der er lykke på hjemmefronten hos Simi Jan.
TV 2s korrespondent er netop blevet mor til sit og manden Allans barn nummer to.
Og akkurat som første gang, er det en lille dreng, som familien byder velkommen. I forvejen har ægteparret sønnen Adam.
Det skriver Billed-Bladet i denne uge.
Simi Jan, der fylder 39 år torsdag, beskriver sin nyfødte som 'en lille, bedårende dreng':
»Lillebror er så lille, omkring tre kilo, men det er jo næsten tre gange så meget som Adam, da han blev født. Så det har været meget overvældende, og jeg er helt forelsket i den lille fyr,« siger Simi Jan til ugebladet.
Da Simi Jan skulle have sit første barn, var fødslen noget mere dramatisk. Adam meldte pludselig sin ankomst to en halv måned for tidligt, mens korrespondenten befandt sig midt i en opgave for TV 2 i Israel.
Adam vejede kun 1200 gram og var for svag til at klare turen hjem. Samtidig gennemgik Simi Jan et væld af komplikationer.
Der gik to måneder, før korrespondenten kunne rejse hjem til Danmark og starte en normal tilværelse.
»Nu kan vi fokusere på at være en lille familie, og det er bare fantastisk, så vi er meget, meget taknemmelige og ydmyge og lykkelige for at Adam har klaret den, og vi har ham. Det er fantastisk,« sagde Simi Jan til BT efter hjemrejsen.
Det vides endnu ikke, hvad den lille ny skal hedde.
