Den 81-årige skuespiller Baard Owe var syg af lungekræft, men arbejdede til dagen før, han døde

Baard Owe kunne med sit karismatiske ydre få folk til at gyse, fordi det føltes som om, han kunne se, hvad man tænkte.  Det var også hans ydre, der gav ham roller. Lørdag døde den 81-årige skuespiller af lungecancer i sit hjem.

Han var en kultfigur, som ofte blev typecastet som den uhyggelige mand, man ikke rigtig vidste, hvor man havde. Derfor har seerne aldrig glemt ham som den karakteriske professor Bondo i ‘Riget’ og altmuligmanden John i ‘Hotellet’. Begge roller skræmte mindre børn fra vid og sans og fik hårene til at rejse sig på kroppen, når han med sine vandblå øjne kiggede direkte ind i kameraet.

Lørdag den 11. november døde skuespilleren, familiefaderen og opfinderen af ToDo- teknikken Baard Owe 81 år gammel i sit hjem på Frederiksberg, efter han havde afsluttet et strålebehandlingsforløb og kemoterapi for lungecancer. Den særprægede skuespiller efterlader sig hustruen Marie-Louise Coninck, som han nåede at fejre diamantbryllup med tre måneder før sin død, og som han fik fire børn med. David Owe, kendt fra DR-dramaserien Ørnen, tvillingerne Anja og Rebekka Owe, der ligeledes er trådte i skuespillersporet og sønnen Benjamin, der blev ingeniør.

Selv var Baard Owe trods sine 81 år og sin kræftdiagnose aktiv til det sidste. Han var på arbejde dagen før sin død, og forude venter flere film med hans navn på rollelisten. Torsdag er der premiere på spillefilmen Qeda, en dansk sci-fi-thriller med Max Kestner som instruktør, hvor Baard Owe igen havde en speciel rolle, nemlig som ‘Fuglemanden’. Den bærende rolle spilles af Carsten Bjørnlund fra bl.a. ‘Arvingerne’ og ‘Rita’, og de to har spillet sammen flere gange både på det store, hvide lærred, men også på Det Kongelige Teater, hvor Baard Owe spillede Carsten Bjørnlunds søn i Simone Beauvoir i forestillingen ‘Alle mennesker er dødelige”.

‘Arvingerne’-skuespilleren vil altid huske Baard Owe for hans helt særlige personlighed.

»Han var stædig. Særlig. Men også speciel i ordets egentlige betydning. Han var virkelig en særlig og speciel karakter. Han var trodsig. Men på den gode måde. Barnlig men i en positiv forstand. Han var åben i forhold til livet, sine medmennesker og omgivelser,« fortæller Carsten Bjørnlund til BT om sin nu afdøde kollega.

Baard Owe fik en 50 år lang karriere i dansk skuespil, selvom han oprindeligt var fra Norge, hvor han uddannede sig på Teaterskolen i Oslo. Han færdiggjorde dog sin skuespilleruddannelse i Danmark på Aalborg Teaters elevskole, hvor han mødte sit livs kærlighed Marie-Louise Coninck.

I 1961 brød han igennem i filmen ‘Jetpiloter, som en dansk udgave af James Dean. I den spillede han blandt andet sammen med Poul Reichardt. Han fik stor succes sammen med hustruen Marie-Louise Coninck efter sin optræden i Dansk Melodi Grandprix i 1962 med sangen “Er det virkelig sandt”. Men han fik nok af idoldyrkelsen. Succesen steg ham med egne ord til hovedet og han blev nærmest sindssyg i en periode. Derfor trak han sig i 70’erne helt fra skuespillet i flere år. I stedet læste han zoneterapi og blev en af Danmarks første zoneterapeuter. Han var livet igennem dybt optaget af religiøse spørgsmål og læste også teologi med det formål at kunne diskutere ligeværdigt med alt fra folkekirkens præster til Jehovas Vidner. I en periode var han prædikant i forskellige menigheder.  troen var en del af hans karakter, fortæller hans skuespillerkollega.

»Det var også en del af hans karakter. For han har dykket ind i det åndelige tidligere, hvor han nærmest var prædikant. Det har givet ham en særlig/sær udstråling, som han nød godt af som skuespiller. Og som vi andre også kom til at nyde godt af, fordi han havde noget weirdnes over sig, der var dragende, og som midt i vores ultranormale hverdag stod frem som noget særligt og noget vi kunne lide at dyrke og se på,« mindes Carsten Bjørnlund.

Carsten Bjørnlund vidste ikke, at Baard Owe var død, ej heller vidste han, at den ældre skuespiller var syg af cancer.

»Nej, det vidste jeg ikke. Det var heller ikke noget, vi talte om. Men jeg kunne mærke, han var en en ældre herre. Og han har formentlig ikke levet som et dydsmønster, det kan jeg ikke forestille mig med den tid, han har været i branchen, så jeg synes, 81 år er en flot alder at nå,« lyder det fra Bjørnlund.

Selvom Baard Owe vendte skuespilfaget ryggen for en stund i 70’erne, så trak scenen og det hvide lærred i skuespilleren tilbage til scenen. I 1994 fik han sin mest berømte rolle til dato som den patologiske professor Bondo i Lars von Triers tv-serie 'Riget'.

Gennem årene udviklede han sin egen træningsteknik, ToDo, som er en blanding af yoga og kungfu, hvor man to og to bruger hinandens kroppe som støtte med det formål at udvikle fysisk og psykisk balance som skuespiller.

Den teknik kan skuespiller Marijana Jankovic, som også spillede sammen med Baard Owe i sci-fi-thrilleren Qeda nikke genkendende til.

»Jeg medvirkede i en kortfilm sammen med ham, lige efter jeg var kommet ud fra teaterskolen. Der delte han ud af de teknikker, han selv havde udviklet.Det var jo enormt fascinerende for en nyudklækket skuespiller som mig,« fortæller Marjana Jankovic til BT.

Carsten Bjørnlund, kendt fra bl.a. Arvingerne, har flere gange stået over for Baard Owe på scenen. De spiller begge med i den kommende spillefilm Qeda, hvor Baard Owe spiller ‘Fuglemanden’, og Bjørnlund spiller den bærende rolle.
Carsten Bjørnlund, kendt fra bl.a. Arvingerne, har flere gange stået over for Baard Owe på scenen. De spiller begge med i den kommende spillefilm Qeda, hvor Baard Owe spiller ‘Fuglemanden’, og Bjørnlund spiller den bærende rolle. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Torsdag får Qeda premiere, hvor Baard Owe spillede rollen som ‘Fuglemanden’. Og hans pludselige død vil være et savn for hans kolleger ved premieren i morgen.

»Vi kommer til at savne ham til premieren. For han var sådan en, man hurtigt blev fascineret af. For han var jo sin egen,« lyder det bedrøvet fra Marijana Jankovic.

Udover Qeda har Baard Owe senest spillet hovedrollen som Christian IV i den danske spillefilm ‘C4’, og han spillede med i den engelske spillefilm ‘Good favour’ sammen med sin hustru.

Begge film får Danmarkspremiere i 2018.