Onsdag kom den overraskende nyhed, at journalist og radiovært på Radio24syv René Fredensborg var blevet fyret med øjeblikkelig virkning. B.T. erfarer nu fra flere kilder med kendskab til sagen, at radioværten blev fyret, fordi han har smuglet euforiserende stoffer til Folkemødet på Bornholm.

B.T. erfarer, at René Fredensborg lagde en ukendt mængde euforiserende stoffer i en Radio24syv camper, som to medarbejdere kørte. De to medarbejdere brød dermed loven, da de transporterede stofferne fra Danmark gennem Sverige til Bornholm. B.T. erfarer også, at de to medarbejdere var uvidende om, at stofferne befandt sig i køretøjet, og dermed var de også uforvarende om, at de fragtede de ulovlige stoffer. Ifølge B.T.s oplysninger drejer det sig om hash og andre stoffer.

Da den populære og kontroversielle radiovært René Fredensborg blev fyret onsdag, havde Jørgen Ramskov følgende kommentar til sagen.

»René Fredensborg er dags dato fratrådt på Radio24syv. Vi kigger nu efter en afløser til hans programmer, og derudover har jeg ikke yderligere kommentarer,« sagde Jørgen Ramskov, der er administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør for Radio24syv.

B.T. har efterfølgende været i kontakt med Jørgen Ramskov, der ikke ønsker at kommentere yderligere, hvorfor René Fredensborg, der er vært på programmerne 'Forældreintra' og 'René Linjer', med øjeblikkelig virkning blev bedt om at pakke sit skrivebord sammen og forlade radiostationen onsdag.

B.T. har forgæves forsøgt at få en uddybende kommentar fra 46-årige René Fredensborg, som er kendt for at være en journalist med en provokerende og eksperimenterende tilgang til faget. Især den eksperimenterende side beviste han mellem jul og nytår sidste år, da han og de andre paneldeltagere i programmet 'René Linjer' før udsendelsen havde taget det ulovlige, hallucinerende ecstasy-stof MDMA.

Som forklaring på, hvorfor han og de andre paneldeltagere, komponist Trinelise Væring, performancekunstner Marie Hauge Jensen og filminstruktør Søren Fauli, havde taget det hårde stof inden programmet, skrev René Fredensborg følgende i en klumme i Berlingske:

'Hvad sker der, hvis man under en debat serverer hallucinerende stoffer i stedet for kaffe og kildevand? Svaret er kort: Deltagerne vil ordne hele verdenssituationen på den mest ærlige, kærlige og krammende facon, hvorfor jeg foreslår, at de forsøger sig med samme opskrift i Folketinget.'

Dengang forklarede Jørgen Ramskov, at han ikke var klar over, at René Fredensborg havde i sinde at indtage MDMA før udsendelsen.

B.T. har været i kontakt med Bornholms Politi for at høre, om de har en anmeldelse eller en sigtelse af René Fredensborg liggende på deres skrivebord efter Folkemødet, men det har de onsdag eftermiddag ikke kunnet oplyse.

B.T. har også været i kontakt med Radio24Syvs tillidsmand for at få en kommentar til den opsigtsvækkende sag, men det ønsker hun ikke og henviser i stedet til Rene Fredensborg selv eller Jørgen Ramskov.