Australsk skuespillerinde skal spille prinsesse Diana


Den australske skuespillerinde Elizabeth Debicki kan inden for få år skrive en ikonisk rolle på sit cv.
Debicki er blevet valgt til at spille rollen som prinsesse Diana i den femte og sjette sæson af den britiske tv-serie 'The Crown', der baserer sig på dronning Elizabeths regeringstid.
Noget, som seriens producent, Netflix, selv bekræfter på tv-seriens Twitter-konto.
Her udtaler den 29-årige skuespillerinde sig også om den rolle, hun snart skal kaste sig ud i.
'Prinsesse Dianas ånd, hendes ord og hendes handlinger lever i hjertet på så mange mennesker.'
'Det er et stort privilegium og en ære for mig at blive en del af denne fantastiske tv-serie, der fangede mig fuldstændigt allerede fra afsnit et', udtaler Elizabeth Debicki.
Elizabeth Debicki skal portrættere den britiske prinsesse fra hendes liv i 1990'erne. Ifølge CNN skal sæsonerne blandt andet skildre Dianas skilsmisse med prins Charles samt hendes død i 1997.
Det forventes, at femte sæson får premiere i 2022. Den sjette og sidste sæsons premiereår er endnu ikke meldt ud.

Elizabeth Debicki er mest kendt fra sine roller i filmene 'The Great Gatsby', 'The Man From U.N.C.L.E.' og 'Guardians of the Galaxy Vol. 2' samt 'Widows'.
Særligt for sidstnævnte høstede hun adskillige priser og nomineringer.