Skype-milliardæren Janus Friis har sagsøgt sin eksforlovede, popstjernen Aura Dione, for flere millioner kroner. Sangerinden sidder i forvejen med en stor milliongæld, viser en gennemgang af regnskabet for hendes musikselskab No Hustlers Inc., hvor Janus Friis’ advokat har overtaget styringen mod hendes vilje.

Regnskabet viser, at No Hustlers Inc. endte med et underskud på 4.685.614 kroner i 2014. Dermed ligger selskabets egenkapital lige nu på minus 7,5 millioner kroner, hvilket betyder, at Maria Louise Joensen, som er Aura Diones borgerlige navn, skal investere 7,5 millioner kroner i selskabet for at få regnskabet til at balancere.

Problemet er bare, at Aura ikke har kontrol over sit eget selskab. I februar i år – to måneder efter hun og Friis var gået fra hinanden - blev hun nemlig udskiftet på direktørstolen af Claes Hahn Balle, der er ekskæresten advokat. Det fremgår af dokumenter fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
Hahn Balle var i forvejen tilknyttet selskabet som advokat, men overtog direktørposten uden Auras vidende. Samtidig indsatte han en fond ved navn Lismore, der holder til på Britisk Virgin Islands, som ejer. Denne fond styres ifølge Auras advokat Bjarke Vejby af hendes ekskæreste Janus Friis.

Dermed har Aura altså ikke længere selv kontrol over sit selskab eller efter alt at dømme rettighederne til sit seneste album, der endnu ikke er udgivet, fortæller hendes advokat til BT.

Bjarke Vejby mener, at denne manøvre er i klar strid med god advokatskik:

»Jeg mener at advokaten har handlet på vegne af helt andre interesser end sin klients (Aura, red.) og dermed har krænket sine pligter som advokat. Derfor er der i dag indsendt en klage mod ham til Advokatnævnet,« fortæller han.

Advokaten mener, at fonden forhindrer Aura i at udgive sin plade – og det undrer ham:

»Hvis det virkelig er rigtigt, at Lismore er panthaver i Auras selskab, hvorfor hindrer man hende så i at udgive sin nye plade, så pantet kan få værdi?,« spørger advokaten retorisk.

Han understreger, at sagsforløbet, der har varet over et halvt år, har været meget belastende for sangerinden.

BT spurgte Claes Hahn Balle, hvordan det kan være, han har overtaget direktørposten i Auras firma No Hustlers Inc., men det ønskede han ikke at kommentere.

Lismore-fonden sagsøger Aura for 15 millioner kroner i Københavns byret, og det er blot én af sagerne mod den 30-årige sangerinde foranlediget af hendes tidligere forlovede.

Tidligere på ugen kom det frem, at den 39-årige Janus Friis har sagsøgt Aura Dione, som han dannede par med fra 2011 indtil december 2014. Af retsdokumenterne fra Los Angeles Superior Court fremgår det, at it-milliardæren vil have den forlovelsesring, som han gav Aura, tilbage. Ringen er prydet med flere diamanter og har kostet over tre millioner. Hertil kommer at han ønsker kontante beløb og gaver til en værdi af over seks millioner kroner retur – sammen med en lejlighed i Indre København, som Friis hævder, er hans, selvom Aura står registreret som ejer.

Aura har ikke selv ønsket at kommentere sagen.