Tre kendte debattører giver deres bud på, hvad vi har lært af sexismedebatten, og hvor vi skal hen herfra
Mads Christensen
Ifølge Mads Christensen kan mænds omgang med kvinder nu sammenlignes med at ryge på en benzintank.
Har efterårets sexismedebat bidraget til en forbedring eller en forringelse i forholdet mellem mænd og kvinder, som du ser det?
»Det er bemærkelsesværdigt, at fronterne er trukket så hårdt op. Der er en udbredt misforståelse af, at manden føler sig stærkest, når han står på en kvinde, og derfor skal han nu ned i knæ og være blødende og grædende. Vi er mange, der er opvokset i en kultur, der prædiker 'din mund siger nej, men dine øjne siger ja', og vi har fået at vide, at kvinder vil have den modige 'bad boy', og så er det altså som at balancere på en knivsæg nu. Og jeg oplever, at hvis du drister dig til at spørge: 'Hvad vil I så have, at vi skal gøre?', så bliver du hånet og latterliggjort yderligere. Derfor vil reaktionen fra mange mænd automatisk blive: 'Jeg giver op og spiller den af med min iPad'. De fleste mænd vil hverken krænke eller undertrykke kvinder, det er en myte på linje med Loch Ness-uhyret.«
Men har mænd ikke kunnet lære noget af debatten?
»De har lært at være forsigtige og tage sig i agt i deres omgang med kvinder og i debatten. Det er som at ryge på en benzintank. Og det er altså en dårlig læring, for det store billede er mere nuanceret end som så. Mænd har jo ikke alle fordele og privilegier. De er massivt overrepræsenteret i selvmordsstatistikkerne, i kriminalsagerne, og så er der et kæmpe maskulint proletariat, der hverken får gennemført en uddannelse, kan finde arbejde eller mening med eksistensen. Hvilken dreven kvindelig cand.mag. vil have sådan en mand?«
Er der noget, kvinder burde forstå om mænd i forhold til ligestillingsdebatten?
»Der er en udbredt fortælling om, at mænd ikke vil deres børn og ikke kan finde ud af det. Det får han at vide fra første dag ved barselssengen – at han ikke holder rigtigt, skifter bleen rigtigt eller vælger det rigtige tøj. Jeg var så heldig, at min kone gav mig plads fra starten til at holde sutteflasken og dermed også blive en del af den store tilknytning til barnet, der er forbundet med at give mad. For sandheden er, at de fleste mænd gerne vil deres børn, men vi får at vide, at vi ikke vil. Langt de fleste mænd er ordentlige og anstændige, men der er kommet en stemning af, at vi skal stå på hinanden for at få luft. Jeg gider ikke kampen. Kvinder har vundet alt, hvad der kan vindes. Jeg køber ikke ubetinget fortællingen om glaslofter og 'oldboys clubs', der holder kvinder nede. Alle de job, der er dødelige – fra soldat til stilladsarbejder – bestrides primært af mænd. Hvis denne her kamp på ord fortsætter, er der ingen, der vinder, og alle taber.«
Så hvordan ændrer vi fortællingen?
»Kernen i og kimen til problemet er, at vi er blevet fortalt, at vi skal være ens. Jeg er modstander af ligestilling. Vi skal naturligvis være ligeværdige, men vi skal da ikke gøre de samme ting, gå i det samme tøj og kopiere hinanden, så dræber vi magien. Vi skal holde fast i og dyrke de klassiske dyder med gode manerer og galanteri. Og der skal være plads til, at du som kvinde både kan være en stærk businesswoman og en nænsom mor, der tør lade sig føre på dansegulvet. Det er, når kønnene hver især bidrager med salt og peber, at retten smager godt.«
Anna Sophia Hermansen
Anne Sophia Hermansen har lært noget om generationer og debatter i kølvandet på efterårets sexismeopgør.
Seks ud af 10 af mændene i Alt for damernes undersøgelse mener, at efterårets sexismedebat har gjort det sværere at være mand. Hvad mener du, at debatten har betydet for forholdet mellem mænd og kvinder?
»Der er blevet ryddet op i tøhø-kultur og magtopfattelser med brun sovs på. Vi er blevet mindet om, at overordnede ikke skal gå og gramse på underordnede, og at magt skal håndteres med ydmyghed og ikke med en uønsket tunge i øret. Men hør, det er altså ikke blevet sværere at være mand i dag end i går. Det er noget pjat. Hvis det kommer som en kæmpe overraskelse, at man ikke skal tage sin sekretær på røven som tak for kaffe, er man socialt umusikalsk og uegnet som chef. Det gælder også den anden vej rundt – hvis en kvindelig chef er mere optaget af, hvad en medarbejder har mellem benene end mellem ørerne, går det selvsagt heller ikke. Det her betyder ikke flirtens død, og hvad der ellers er blevet sagt af vrøvl, for det var aldrig 'flirt' at sende 'dickpics' eller 'clitpics' til folk, man udbetaler løn til.«
Hvad har mænd lært af debatten?
»Det må de næsten selv redegøre for, men hvis jeg kan ønske noget, så er det, at vi holder op med at tænke på mænd som mennesker og kvinder som køn. Da jeg var debatredaktør på Berlingske, var der ingen, der bemærkede det, hvis alle debatsiderne var fyldt med indlæg fra mænd, men hvis der var en overvægt af kvinder, uhhh, så var det dameblad og blødt og relationsstof det hele. Men jeg er nødt til at sige, at mange kvinder også har en tendens til at se på kvinder alene som køn og som noget andenrangs. Jeg var ikke engang tiltrådt, før en læser, endda en tidligere kvindelig minister, opsagde sit abonnement, fordi hun kunne læse et debatindlæg om dating i avisen, og det måtte jo skyldes mig, den nye kvindelige debatredaktør, at sådan noget ligegyldigt ævl havde sneget sig ind i spalterne. Det var så godt nok blevet antaget af min mandlige forgænger, men det syntes ikke at optage hende. Og ja, jeg ville også selv have bragt indlægget, for det var skide godt, og jeg synes ikke, det er finere at skrive om skat end om kærlighed.«
Hvad har du selv lært?
»Noget om generationer. Mange ældre feminister har beskyldt de yngre kvinder for at være snerpede og sarte, mens de yngre har skudt tilbage og sagt, at de ældre kvinder ikke er et hak bedre end mænd. Jeg tænker her på Pia Kjærsgaard, der sagde, at Sofie Linde gjorde sig selv til offer. Der er opstået en generationskløft, som vi er nødt til at finde en måde at bygge bro over.«
»Og så har jeg lært, at de debatter, der betyder mest og flytter mest, ofte er de debatter, der handler om vores relationer til hinanden. Jeg ved ikke, hvorfor debatter om ligestilling, kultur og dannelse ligger i bunden, hvad angår anseelse, men jeg synes, de har mindst lige så meget væsentlighed som debatter om topskat, klimaforandringer og ytringsfrihed. Eller jo, jeg ved faktisk godt, hvorfor de ligger og raller rundt der – det er, fordi de er taget af kvinder, og kvindeting er som regel lavstatus-ting. Det er så latterligt.«
Kommer du selv til at opføre dig anderledes end tidligere?
»Som leder, ja. Som kvinde, nej. Som leder har jeg taget den konsekvens, at jeg ikke længere kommenterer medarbejderes tøj og den slags. Tidligere har jeg sagt til folk, at de så godt ud i et eller andet, fordi jeg godt kan lide at give anerkendelse til andre. Mig bekendt er det aldrig blevet misforstået, men det kan det, særligt når det kommer til den nye generation. For jeg oplever, at unge mennesker kan være mere optaget af deres egen reaktion end af andres intention, mens det for de midaldrende og ældre mere er omvendt.«
Er der noget, kvinder burde forstå om mænd i forhold til ligestillingsdebatten?
»Hvis kvinder vil gøre sig selv en tjeneste, deler de barslen med mænd. Det bedste karriereråd, man kan give en ung kvinde, er: Gift dig med en ordentlig mand, der vil tage sin del af barslen – eller bliv skilt. Børn er den vildeste showstopper for kvinder, men ikke for mænd. De får sjovt nok mirakelbørn, der allerede fra fødslen selv kan tage rullekrave på og gå i skole. Ja, det handler selvfølgelig om, at kvinder tager slæbet, de første sygedage og går på deltid, og når så skilsmissen rammer, bliver mændene weekendfædre og synes, at det er meget synd for dem. Men det er mest synd for barnet, hvis det snydes for at have stærke relationer til begge forældre. Jeg har som chef insisteret på, at mænd tog barsel, men jeg har også tilladt mig at spørge, om ikke barnet havde en far, når en kvindelig medarbejder for 117. gang tog barnets første sygedag.«
Hvordan fastholder vi diskussionen og gør den konstruktiv?
»Alle arbejdspladser skal som minimum have en whistleblowerlinje, og så skal man køre årlige temperaturmålinger for alle på arbejdspladsen, herunder de løst ansatte, freelancere og praktikanter. Vi ved, at det er dem, der oftest udsættes for sexisme. Udsættes man for gramseri eller klamme kommentarer, og har man kræfterne til det, vil jeg opfordre til, at man videregiver navnet på vedkommende til HR og ikke går og putter med det. Og har man modet, konfronterer man ham – eller hende, for det her begrænser sig ikke alene til et køn.«
Asger Aamund
De seksuelle rovdyr skal jages ud af arbejdsmarkedet, og resten af mændene skal tage sig sammen og ikke vinke farvel til den naturlige maskulinitet, siger Asger Aamund.
Hvad har efterårets sexismedebat betydet for forholdet mellem kønnene?
»Ikke noget godt. Mange kvinder har sluttet sig sammen i et hysterisk offersøsterskab; de har skabt et dominansfællesskab mod det svækkede køn. Og mændene er blevet for svage til at svare for sig selv. Ikke en eneste mand har stået frem og forsvaret de svækkede mænd, der krøb sammen i en krog. Det var kun Pia Kjærsgaard og Inger Støjberg, der gjorde det. Det har været tilladt – helt anonymt – at gøre hele mandekønnet til en flok seksuelle rovdyr, og ingen har sagt anklagerne imod. Det kan man ikke bebrejde kvinderne.«
Er manderollen svækket – det mener over halvdelen af de adspurgte mænd i vores undersøgelse?
»Ja! Den danske familie har fået to mødre – den ene har bare lidt silkebløde skægstubbe. Mændene lever i en ekstremt feminiseret verden. De er blevet smidt ud af herreværelset og ind i samtalekøkkenet, hvor de er nemme at dominere.«
Hvad har vi som køn lært af debatten?
»Ikke den indlysende sandhed, nemlig at det her problem ikke er et kønsrelateret problem. Det er individuelt. På enhver arbejdsplads vil der blandt 100 mennesker være 1-2 seksuelle rovdyr, der er ubehagelige. Det er ikke et offentligt problem eller arbejdspladsens problem, det er et individuelt problem, som de kvinder eller mænd, der udsættes for chikane, må sige fra overfor og håndtere.«
Er der noget, som mænd stadig ikke har forstået om sexisme og krænkelseskultur?
»De seksuelle rovdyr skal lære at opføre sig ordentligt, og ellers må de ud af arbejdsmarkedet. Men til resten af herrerne vil jeg sige: Tag jer sammen, og lad være med at vinke farvel til jeres naturlige maskulinitet. Vær den, I føler, at I skal være, og ikke den, I tror, I skal være.«
Er der noget, kvinder burde forstå om mænd i forhold til ligestillingsdebatten – 77 procent af mændene, vi har talt med, føler, at kvinder er bedre stillet i forhold til børnene – og mændene siger også, at de er famlende i forhold til parforholdet?
»Kvinder skal ikke lære så meget. Det skal mændene. De unge kvinder går ikke i flinkeskolen, som deres mødre gjorde det. De er blevet mere dominerende, ledende og selvbevidste. Manden var vant til at være føreren i hjemmet, men nu er det kvinden, der ved alt, følger med i alt og uddelegerer alle opgaver. Manden vil helst gemme sig i et kælderrum med sine plader. Og ja, i faderskabssager bliver mænd groft diskriminerede, fordi de møder en mur af kvinder og sagsbehandlere, der kun tilgodeser kvinderne.«
