Hun er vel det, man normalt betegner, som født med en sølvske i munden. Alligevel er der langt fra det vilde jetset-liv nord for København til den tilværelse 23-årige Anna Kasprzak lever hjemme i Haderslev.

Bag det, for de fleste ukendte, navn gemmer arvingen til Ecco-dynastiet sig. Men det er faktisk ikke Ecco-sko, den unge kvinde tilbringer mest tid i. I stedet trækker hun i lange ridestøvler seks af ugens syv dage, afslører hun i et interview med Børsen. Og de mange timer i stalden har givet pote - eller hov om man vil. Sidste sommer nåede ridepigen Anna Kasprzak til OL i London og senest er hun blevet danmarksmester i dressur på hesten Donnperignon.

Faktisk er Anna Kasprzak så afhængig af tiden med sine heste, at hun dårligt kan tage afsted på ferie. En lille pause med kæresten Lars Lomholt bliver det dog til, når næste uges EM i dressur er overstået i Herning. Men det behøver ikke være noget fancy.
 
- Lars og jeg skal bare ligge en uge på stranden på enten Cypern eller Mallorca. Jeg behøver ikke komme til Maldiverne. I det hele taget har jeg svært ved at holde mere end en uges ferie, før jeg savner hestene, indrømmer hun over for avisen.

Hestene er også grunden til, at Anna Kasprzak som en af de få piger på hendes alder har kørekort til lastbil. Det tog hun sammen med sin mor for at kunne køre lastbilen med hestene rundt til stævner i Europa. Det var en ret speciel oplevelse, fortæller hendes mor Hanni Toosbuy Kasprzak

- Det var til stor morskab, da Anna og jeg tog lastbilkørekort i Haderslev. Ud over os to bestod gruppen af tre mekanikerlærlinge, smiler hun.

Selv om mor og datter har et tæt bånd, er det ikke nogen selvfølge, at Anna Kasprzak skal følge i moderens fodspor efter Ecco-skoene.

- Jeg er handelsuddannet, så det kan da godt være jeg går ind i Ecco senere, men lige nu er ridesporten mit et og alt, slår hun fast over for Børsen. Men skulle det ske, står én ting fast:

- Ecco vil aldrig komme til at lave ridestøvler. De er alt for ubehagelige at gå i, siger hun.

Det er da heller ikke fordi, Anna Kasprzak er fanatisk omkring at gå i Ecco-sko. Men familiens levevej har selvfølgelig sat et aftryk.

- Jeg kan godt lide sko. Men jeg har ikke flere par end andre på min alder. Omkring 25 par. De er ikke alle fra Ecco, og mange af dem har jeg fået af min far, som har købt dem som inspiration, når han har været ude at rejse, siger Anna Kasprzak.

Og selvom hun har begge Ecco-fødder solidt plantet på jorden, så er det ikke kun ridestøvlerne milliardarvingen har lært at leve med.

- Jeg får ondt i fødderne af stilletter, men jeg går i dem, når jeg skal se pæn ud.