150.000 dollar – eller 1,15 millioner danske kroner.

Så meget kostede en personlig træning med skuespiller, bodybuilder og tidligere guvernør Arnold Schwarzenegger søndag, hvor han samlede ind for velgørenhed.

Det skriver amerikanske TMZ.

Det var den velgørende forening 'after school all stars', som Arnold Schwarzenegger selv stiftede, der afholdt arrangementet.

Selve træningen foregik i Arnold Schwarzeneggers gamle træningscenter, Gold's Gym, der ligger i Venice Beach i Los Angeles. Det var det træningscenter, Arnold Schwarzenegger trænede i, da han stillede op til bodybuildingskonkurrencer.

Morris Flancbaum fra Florida bød sammen med sin familie 150.000 dollar for at træne med The Terminator-skuespilleren.

Samlet set blev der doneret 5,2 millioner dollar, hvilket svarer til næsten 40 millioner danske kroner.

Gæsterne betalte hver især næsten 400.000 danske kroner for at deltage i begivenheden. Og det var åbenbart en fair pris for Arnold Schwarzeneggers gamle venner.

Sylvester Stallone, Danny DeVito og Dolph Lundgren deltog nemlig alle sammen i arrangementet.

'After school all stars' er en organisation, der arbejder for, at børn fra lavindkomstfamilier i USA kan få en længere skoledag med læring og fritidsaktiviteter.