Actionmand nr. 1 og guvenør i Californien, Arnold Schwarzenegger holdt gigantisk loppemarked for at vende økonomisk nedtur.

Hvad gør man, hvis økonomien skranter og de gode tider efterhånden mest af alt virker som en fjern drøm? Man går selvfølgelig en tur ud i garagen og ser om der ikke er et eller andet som man kan sælge, samler bunken af mere eller mindre brugbare ting og holder loppemarked.

Det er i hvert fald, hvad Californiens guvenør Arnold Schwarzenegger besluttede at gøre i et forsøg at vende statens nedadgående økonomiske detour. Og i bedste 'terminator-stil' er der ikke langt fra tanke til handling for den 61-årige - efterhånden noget aldrende, actionmand.

Arnold har indkasseret alt, hvad staten gennem årene har fået samlet sammen og som ingen længere bruger til noget og så holder han ellers et gigantisk 'stats-loppemarked' for at skaffe penge.

Han har døbt begivenheden 'The Great California Garage Sale' og har dels holdt udsalg på e-bay, dels samlet de mange gode sager i en varehal i statens hovedstad Sacramento, hvor der i weekenden blev åbnet op for det gigantiske 'garage-udsalg'.

Tandlægestole og signerede biler

I løbet af weekenden har interessede købere så kunnet kigge på varene og måske gøre et kub.

Boghylder, møbler, biler - nogle af dem signeret af hr. Schwarzenegger selv, og sågar tandlægestole er blandt de tusindvis af ting som guvenøren har sat til salg, og overskuddet fra salget ryger ifølge Arnold direkte i statskassen.

- Sammen gør vi et forsøg på at eliminere spild og samtidig give folk mulighed for at gøre en god handel, siger den tidligere Terminator om det store loppemarked.

Californien har en af de mest solide økonomier i USA, men det til trods, er heller ikke de forblevet upåvirkede af den finansielle krise.

Borgerne i staten har således været tvunget til at acceptere spareplaner på mange afgørende velfærdsområder, hvor der skulle spares milliarder.

Det forventes at loppemarkedet vil kunne generere flere millioner dollars.

Fik idéen på Twitter

Omkring 500 køretøjer er kommet på auktion. Derudover var der også mulighed for at erhverve sig en næsten ny computer, et surfbræt, øreringe og mange andre sager som borgere har glemt, eller bare smidt til storskrald.

Idéen til det store statsstøttede loppemarked kom fra en Arnold fan på internet sitet Twitter, hvor actionmanden efterlyste løsninger på krisen.