Det er måske ikke så overraskende, at en vinder af 18 Grammy-priser og indehaver af titlen som ‘Queen of Soul’ nåede at tjene en pæn sum penge i sin levetid.

Men hvor mange dollar efterlader Aretha Franklin, der torsdag afgik ved døden som 76-årig, sig?

Det spørgsmål mener Celebrity Net Worth at kunne svare på.

Den amerikanske sanger var kendt for at forlange kontant betaling for sin gudsbenådede stemme.

Det kunne en journalist fra The New Yorker konstatere ved selvsyn, da han i 2016 fulgte med Aretha Franklin backstage, hvor han fandt stakkevis af kolde kontanter ved siden af hårbørste og spejl.

'Hun får sine penge på stedet, ellers synger hun ikke,' lyder det i artiklen.

Aretha Franklins ven, Tavis Smiley, har tidligere forklaret, at hendes insisteren på kontant betaling før en optræden stammer fra hendes tidlige dage i musikbranchen, hvor sorte sangere ikke sjældent blev underbetalt eller snydt.

Om formuen i dag hovedsageligt findes i kontanter, vides ikke, men pengene er opgjort til at tælle 80 millioner dollar, svarende til 522 millioner kroner.