Privatliv og arbejdsliv bliver holdt strengt adskilt, når ægteparret Søren Rasted og Lene Nystrøm er på turne med Aqua.

Parret udtaler ifølge den norske udgave af Her & Nu, at de ikke sover sammen, når de er ude at spille med de øvrige medlemmer af Aqua.

- Søren og jeg adskiller job og privatliv. I Aqua er jeg en af drengene, og det betyder blandt andet, at vi bor på hvert vores værelse, siger Lene Nystrøm.

Aftalen var ikke aktuel sidst Aqua spillede sammen tilbage i slutningen af 90'erne og starten af det nye årtusinde. Da havde Lene Nystrøm og Søren Rasted endnu ikke fundet sammen som par, men siden bandmedlemmerne gik fra hinanden, er de to nu blevet gift.

Reglen er dog ikke mere nagelfast end, at der godt kan forekomme undtagelser.

- Jeg ved jo altid, hvilket rum Søren bor på, så det sker da, at jeg tager min dyne og går på besøg.

Lene og Søren har nu været gift i otte år og har sammen børnene India og Billy.