'Mit liv bliver aldrig det samme uden dig.'

Sådan lyder det fra youtuberen Anton Cornelius efter nyheden om den 22-årige Albert Dyrlunds tragiske og alt for tidlige død.

De to drenge har været bedste venner, siden de var ni år gamle, og kollegaer siden teenageårene.

Men de var mere end det. De var familie. Det fortæller Anton Cornelius på sin Instagram-profil.

'Du har været som min bror på godt og ondt, og selvom vi kunne være uenige, har vi altid fundet hinanden hurtigt igen. Vores venskab blev kun dybere og bedre for hver dag, der gik, og vi forstod om nogen hinandens følelser. Vi behøvede aldrig forklare os, idet vi kendte hinandens historie og familier. Jeg ved, at mine forældre og søster betragtede dig som en bonussøn og elskede dig lige så̊ højt, som jeg selv gør,' skriver Anton Cornelius.

Han og Albert Dyrlund havde været venner, siden de var ni år gamle. Som 13-årige, mens de gik i 6. klasse sammen på Helsingør Lille Skole, begyndte de at lave YouTube-videoer under navnet 'Novopleco', og et par år senere stillede de op i 'X Factor' under samme gruppenavn.

»Justin Bieber lagde jo også videoer på YouTube, og så blev han opdaget. Vores drøm er også at blive opdaget, og så tænkte vi, at vi kunne blive opdaget her i ’X Factor’,« lød det målbevidst fra en 15-årig Albert Dyrlund til gruppens audition.

Gruppen nåede til Thomas Blachmans bootcamp, men blev valgt fra lige inden liveshows. Men her var drømmen allerede opnået. Drengene var blevet opdaget.

Albert Dyrlund og Anton Cornelius i 'X Factor' tilbage i 2014.
Albert Dyrlund og Anton Cornelius i 'X Factor' tilbage i 2014. Foto: DR
Vis mere

Og siden tog karrieren fart. Først sammen som Novopleco – siden hver for sig, med undtagelse af, da de for to år siden genoplivede kanalen for en stund. Mens Anton Cornelius primært fortsatte på YouTube, begyndte Albert Dyrlund at tænke stort. Han ville andet og mere.

»Du har arbejdet hårdt for din succes. Mere end folk aner. Du var modig og innovativ, turde gøre de vildeste ting og vove dig ud på dybt vand. Du skal vide, at jeg har så̊ vanvittig meget respekt for din arbejdsmoral og drive. Når du havde sat dig et mål, så̊ gik du 100 procent efter det og satte alt ind på det,' skriver Anton Cornelius på Instagram.

Albert Dyrlund droppede ud af 1. g, og udgav sideløbende med sine YouTube-videoer musik, som han blandt andet fik lov at optræde med i 'Vild med dans'. Skuespillet kastede han sig også over og fik blandt andet en rolle i webserien 'GG Horsens' og fik sågar sin helt egen film, 'Team Albert' i 2018 om den fiktive dreng Albert, der gik benhårdt efter drømmen om at slå igennem på YouTube.

Her udgav han blandt andet sangen 'Venner for livet' som en del af soundtrackket. Og den nævner Anton Cornelius også i sine mindeord.

Albert Dyrlund spillede hovedrollen i filmen 'Team Albert'.
Albert Dyrlund spillede hovedrollen i filmen 'Team Albert'.
Vis mere

'Venner for livet' sang du, men det venskab skulle slutte så̊ uretfærdigt og blev alt for kort. Mit liv bliver aldrig det samme uden dig,' skriver youtuberen, der har flankeret sit opslag med en række billeder af de to venner.

Her ser man dem som unge purke på Helsingør Lille Skole, til 'X Factor'-audition og på den røde løber. Man ser billeder fra deres vanvittige YouTube-samarbejder, man ser den vennetatovering, som Anton Cornelius fik i 2016; to fisk og teksten 'Albert * Anton'. Og man ser et billede af vennerne, der holder ømt om hinanden for forholdsvis nylig.

'Jeg er fuldstændig tom indeni. Det er så̊ uvirkeligt, at du ikke er her mere. Du var min bedste ven og livsvidne. Vi har fulgtes ad, siden vi var 9 år – vi har delt alle vores drømme, følelser og tanker sammen. Vi kunne dele alt – både de gode, men også̊ de svære ting her i livet. Jeg forstår ikke, at du ikke er her mere, at jeg aldrig skal se dig igen og grine, græde og være totalt crazy med dig. Du var min barndom, min bror og kollega,' skriver Anton Cornelius.

Måneden forud for sin død udgav Albert Dyrlund sangen 'Sommer', og han var i gang med at filme til endnu en YouTube-video, da han onsdag styrtede i døden fra en klippeskrænt på det italienske bjerg Seceda, som han havde besteget med en anden YouTube-kollega, amerikanske Tucker Doss.

'Du har netop opnået alt det, som du har, fordi du troede så̊ meget på dig selv! At du gjorde det er noget, som jeg beundrer og selv vil tage med mig videre her i livet. Hvis du havde sat dig et mål, lige meget hvor langt ude eller overdrevet, det var, så̊ vidste jeg altid, at du nok skulle få din vilje og nå̊ dit mål på den ene eller anden måde! Fordi du er fucking Albert Dyrlund, og der er kun én af dig i hele verden,' skriver Anton Cornelius.

'Albert min bedste, skøre og elskede ven – jeg elsker dig herfra og til stjernerne, hvor du er nu.'

Foruden sine mange fans, kollegaer og venner, efterlader Albert Dyrlund sig kæresten Maria, sine forældre Vibe og Kenneth og sin lillebror Bertram. Den 10. oktober ville han være fyldt 23 år.

B.T. har forsøgt at få en uddybende kommentar fra Anton Cornelius, men det har endnu ikke været muligt.