Det hævdes i ny bog, der afslører ukendte detaljer i føljetonen om Erik Damgaard og Anni Fønsby.

Vennerne var langtfra begejstrede, da it-milliardæren Erik Damgaard i 2008 meddelte, at han ville gifte sig med Anni Fønsby.

Ikke blot på grund af rygterne om Anni Fønsbys bordelvirksomhed og rockerrelationer, men også fordi Anni var godt gammeldags dårligt selskab.

I følge vennerne havde Anni angiveligt lokket Erik ud i et kokainforbrug, der begyndte under en koncert med Justin Timberlake.

Det fremgår af en ny bog, skrevet af Berlingske Tidendes erhvervsreporter Birgitte Erhardtsen.

Faktisk var vennerne så bekymrede, at de, da de ellers var forsamlet for at planlægge polterabend for deres gamle ven, i stedet besluttede at forpurre brylluppet, skriver Birgitte Erhardtsen i bogen 'Erik Damgaard - Rigdommens pris'.

Erik Damgaard selv afviser rygterne om kokain:

- Jeg deltog selvsagt ikke i mødet. Men jeg hørte rygter om, at der var snak om mit kokainforbrug, siger han til B. T.

Ifølge ham var sagen den berømte fjer.

- Jeg elsker at feste og elsker god rødvin, men jeg hverken ryger eller tager kokain. Men det er da rart, at de bekymrede sig om mig.

Men da Erik fik nys om vennernes plan, blev han vred.

- Anni kører sin forretning 100 procent ordentligt. Hun betaler skat og moms og aflægger regnskab hvert år. Alle pigerne er registrerede og danske statsborgere. Folk må gerne have en mening om det, men lad være med at få Anni til at fremstå som en kriminel, tordnede han. I øvrigt mente han, at flere af vennerne havde haft et væsentligt større forbrug af kokain, står der i bogen.

Til trods for Eriks ihærdige forsvarstale endte brylluppet i ingenting. Først et år efter, i februar 2009, gik parret på rådhuset og blev gift i stilhed.

Erik Damgaards opbakning til konens forretninger fik den 17. april 2009 politiet til at varetægtsfængsle både Anni og Erik . For hvor meget vidste Erik egentlig om sin kones lyssky forretninger? For Erik blev det kun til en enkelt nat i Odense Arrest, mens Anni måtte igennem to måneder og en skilsmissebegæring, før hun igen var på fri fod.

Siden blev det til endnu en forsoning, et kærlighedsbarn og en retssag, som den opmærksomme B. T.-læser allerede ved. I september i år fik Anni Fønsby en dom på to års ubetinget fængsel for bordeldrift. Siden har der været stille om ægteparret Damgaard og Fønsby.

Men i denne uge kan de se frem til en ny omgang i mediemaskinen, der er indstillet på både vask, skyl og udhængning til tørre. For i dag skal Anni i retten, hvor hun har sat ugebladet Se og Hør stævne.

Anni Fønsby kræver en halv mio. kr. i erstatning fra ugebladet, fordi de har bragt billeder af en letpåklædt Anni , billeder der var tænkt som en julegave til hendes mand. Og fredag bliver det Eriks tur til at få fuld opmærksomhed, når den nye biografiudkommer. Erik Damgaard medvirker ikke i bogen.

- Og jeg har ikke tænkt mig at læse den, siger han.