Et år og 48 dage. Når man har rusket tremmer så længe, skal friheden fejres med et brag af en fest på Søpavillonen i København.

Derfor havde Anni Fønsbys to gode veninder April Chris og Oddset-Janni overrasket den barmfagre bordelmutter med et ’releaseparty’ i ordets bogstaveligste forstand.

Temaet var kendte kriminelle, så hovedpersonen selv dukkede op i et stramt Catwoman-kostume i lak og tre unge pumpede mænd i snor.

- Jeg havde også en hale og nogle ører, men dem spiste Jannis hund tidligere i dag, sagde Anni Fønsby, der ikke var i tvivl om, hvad det bedste ved aftenen var.

- Det er at have fået min frihed tilbage. At kunne gøre, hvad jeg har lyst til. Så nu skal vi bare lege og løsne op, strålede hun – flankeret af veninderne, der var udklædt som henholdsvis Bond-babe og Jessica Rabbit.

- Det kriminelle tema er bare for sjov. Vi kan godt lide at lave lidt sjov og ballade, smilede Oddset-Janni, der havde arbejdet hårdt for at stable festen på benene. Sammen med April Chris havde hun indsamlet lækre produkter fra en lang række sponsorer, så de mere end 179 tilmeldte gæster kunne få en goodiebag med hjem.

- Alt er sponsoreret. Vi har ikke haft en krone op af lommen, men vi kan alligevel udlodde smykker og et luksuscruise til aftenens bedst udklædte, sagde en taknemmelig April Chris.

Anni Fønsby release party.

Hvad Anni Fønsby skal bruge sin genvundne fritid på, ville hun ikke afsløre, men da der blev spurgt til det kamerahold, der havde fulgt hende hele dagen, svarede hun hemmelighedsfuldt:

- Det kunne godt være et nyt projekt.

Anni Fønsby fik en dom på halvandet år for at drive i alt otte bordeller.

Under sit fængselsophold blev Anni Fønsby skilt fra it-millionæren Erik Damgaard, og Janni Christensen kunne da også afsløre, at eksmanden bestemt ikke stod på gæstelisten til aftenens arrangement.