Lyt til artiklen

Hun fyldte 40. Lejligheden var fyldt med gæster. Venner, familie, kolleger fra teatret. Pludselig ringede det på døren. Og så stod han der. Med gavtyvesmil og en flaske champagne under armen.

»Jo, jeg kunne godt mærke, at han var på,« siger Mie Vessel Schlüter og griner ved mindet. Om dengang Danmarks statsminister gjorde kur til hende.

32 år nåede de to at få sammen, inden Poul Schlüter sidste år i maj gik bort. Og minder er der mange af. Ikke mindst om deres første møde. Eller møder.

Spoler hun tilbage, husker hun, at hun kort forinden var blevet single og enlig mor.

Anne Marie Vessel og Alexander Kølpin var lige gået fra hinanden, da Poul Schlüter gjorde kur til hende. Her ses parret med deres søn Niclas.
Anne Marie Vessel og Alexander Kølpin var lige gået fra hinanden, da Poul Schlüter gjorde kur til hende. Her ses parret med deres søn Niclas. Foto: Karl Nord
Vis mere

Forholdet til den 16 år yngre Alexander Kølpin – som hun har sønnen Niclas med – var netop sluttet, da hun i efteråret 1988 første gang mødte hr. Schlüter – som hun jokende kalder ham – ved veninden Susanne Heerings fødselsdag.

Med egne ord så hun ret godt ud den dag. Hvilket muligvis var grunden til, at Poul Schlüter kom over for at rose hende for den tale, hun havde holdt.

»Men det første, jeg lagde mærke til, var, at han var så lille, men havde et stort hoved. Det overraskede mig, for jeg havde kun set ham på tv,« husker Mie Vessel Schlüter.

Under middagen senere på aftenen fik han en anden af hendes veninder til bords og benyttede lejligheden til at fritte hende ud om, hvem Mie var.

»Der var han allerede på,« smiler hun.

Skæbnen ville, at de et halvt år senere mødtes ved et arrangement på Det Kongelige Teater. Hvor selvsamme veninde bramfrit inviterede Danmarks statsminister med til Mies fødselsdag.

'Det vil jeg gerne,' sagde han. Helt glad. Og troppede altså op til festen. Med en flaske champagne.

73-årige Mie Vessel Schlüter har mange gode minder fra sine 32 år med Poul Schlüter.
73-årige Mie Vessel Schlüter har mange gode minder fra sine 32 år med Poul Schlüter. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Og næste morgen, hvor det var min rigtige fødselsdag, kom han igen til morgenmad. Der havde han taget sit 'sportstøj' på. Det gjorde han altid, når han skulle gøre indtryk,« griner hun og tilføjer så:

»Jeg kunne jo godt mærke, at han var noget ivrig.«

Knap så ivrig var hun selv.

»Jeg kunne godt se, at han var en spændende mand, var enormt charmerende, havde mange af de samme interesser, var super musikalsk og gik meget i teatret, når han havde tid.«

»Han sagde, at han ikke kunne leve uden en kvinde i sit liv. Så selvfølgelig var han på udkig efter at have mistet Lisbeth,« siger Mie Vessel Schlüter med reference til Poul Schlüters anden kone, som døde af kræft i februar 1988.

»Men jeg havde det jo fint. Jeg var alenemor, havde masser at lave på teatret og var ikke på udkig efter noget,« forklarer Mie Vessel Schlüter.

Alligevel lykkedes det Poul Schlüter at slå benene væk under den 20 år yngre balletdanser.

»Og derfra gik det stærkt!«

Ganske kort tid efter at de var blevet kærester, måtte statsminister Poul Schlüter og Anne Marie Vessel stille op for pressen, som ublu havde jagtet parret.
Ganske kort tid efter at de var blevet kærester, måtte statsminister Poul Schlüter og Anne Marie Vessel stille op for pressen, som ublu havde jagtet parret. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

21. juli 1989 blev Anne Marie Vessel til fru Schlüter. Danmarks førstedame. I al hemmelighed.

»Jeg sagde ligeud: 'Vil du giftes med mig, så bestemmer jeg'. Journalisterne var jo helt ublu dengang. Det var barskt. Derfor ville jeg kun giftes, hvis det var hemmeligt. Os to og ikke andet. Sådan var det,« siger hun med bestemthed i stemmen.

Om kort tid lander hendes erindringer på boghylderne. 'På skrå brædder og bonede gulve' hedder den. Og under arbejdet med den blev hun mindet om, hvor fantastisk en tid de nåede at få sammen.

Ikke mindst de fire første år, hvor Poul Schlüter var statsminister. Og hun førstedame.

»Det var fire sjove år. For jeg skulle jo sidde til officielle arrangementer og snakke med nogen, jeg ikke kendte og uden at have en kæft forstand på politik,« siger hun og bryder ud i høj latter.

»Men det var også hårde år, for jeg havde jo også mit job på teatret som balletskoleleder.«

»Jeg fatter egentlig heller ikke, hvordan jeg orkede det og samtidig være mor for Niclas og statsministerfrue for Poul,« siger hun og ryster på hovedet.

»Men Poul vidste godt, at han ikke skulle fjerne mig fra det teater. For jeg har været der, siden jeg var fire. I snart 69 år.«

Dans og ballet har været en del af Anne Marie Vessel Schlüters liv, siden hun var lille. Her ses hun som fireårig til afdansningsbal.
Dans og ballet har været en del af Anne Marie Vessel Schlüters liv, siden hun var lille. Her ses hun som fireårig til afdansningsbal. Foto: Willy Lund / Nordisk Pressefoto
Vis mere

32 år fik de sammen. Mange flere end de fleste havde regnet med.

Men ikke Mie og Poul. De vidste, at det var for livet.

»Jeg havde fået en søn, været gift før, kendte Alexander og havde – og har – et dejligt venskab med ham. Poul havde også været gift én gang før Lisbeth, med hvem han oplevede den helt store sorg, da hun døde. For hun betød meget for ham.«

»Jeg betød måske ikke lige så meget på den måde. Men som Per Stig Møller sagde: 'Mie fik det gode humør og livsglæden tilbage i Poul'.«

»Og det ved jeg, at jeg gjorde. For pludselig kunne han synge igen,« smiler hun ved mindet om 32 spændende og dejlige år med sin store kærlighed.