Skuespiller Anne Louise Hassing har fået en ny hofte.

Hun har nemlig været på operationsbordet, og det er kulminationen på et langt forløb, hvor hun så vidt muligt har forsøgt at undgå en operation.

»Det var slidgigt i hoften, men jeg var ikke mentalt klar til at få den skiftet ud. Jeg ville se, hvad jeg kunne gøre for at holde den kørende. Jeg lavede min kost om til vegansk, dyrkede yoga og tog alle mulige kosttilskud, men da coronakrisen kom, kunne jeg mærke, at nu går den ikke længere« fortæller Anne Louise Hassing i radioprogrammet Badabing.

På trods af store smerter syntes hun, at det var lidt for tidligt i en alder af 52 år at få udskiftet sin hofte. Så da lægerne for over to år siden fortalte hende, at hun skulle have udskiftet hoften, så tog hun drastiske midler i brug for at slippe udenom.

Anne Louise Hassing fortæller, at hun har haft en interesse for holistisk helbredelse i mange år. Herudover har hun en komplementær hormonterapeutuddannelse, så tankerne om at skulle under kniven for at pleje sig selv var ikke noget der behagede hende.

Men på trods af, at hendes egne tiltag hjalp hende gevaldigt undervejs, så var det ikke nok.

Til sidst måtte skuespilleren, der blandt andet har spillet med i 'Badehotellet', trække sig fra både 'Sygeplejeskolen' og en liveturné med 'Citysinglerne'.

Nu har hun fået en ny hofte og døjer ikke længere med de daglige smerter.